Cykelrytter Martin Heggelund skal til PL
Parasport Danmark og Danmarks Idræts Forbund har udtaget 41-årige Martin Heggelund fra Roskilde til de Paralympiske Lege i Paris, hvor han skal køre linjeløb og enkeltstart.
Martin Heggelund er kommet eventyrligt langt, siden han i 2018 tog turen fra Bjæverskov til Paris på en tandemcykel for at overvære Tour de France-afslutningen på Champs-Élysées med sin far. Den gang var målet at bevise over for sig selv og omverdenen, at et handicap – i Martins tilfælde CP – ikke skal være en undskyldning for ikke at turde drømme om at gennemføre store sportsbedrifter. Den lektie har han siden formået at sætte en fed streg under som en del af landsholdet i paracykling, hvor han på sin Trike (racercykel med to baghjul) har fået etableret sig i verdenseliten med deltagelse i UCI’s World Cup, EM og VM til følge. Nu er han klar til at træde ind på Champs-Élysées igen – denne gang ikke som tilskuer, men som en del af den danske PL-delegation, der går indmarch på den legendariske avenue den 28. august.
“Jeg er meget glad og beæret over at skulle repræsentere Danmark ved de Paralympiske Lege. Det er så dejligt. At blive udtaget er en kæmpe vægt på skuldrene, der nu bliver løftet”, siger Martin Heggelund.
Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen er imponeret over den udvikling, Martin Heggelund har været igennem som eliteatlet og menneske.”Martin har bevist, at han er en fighter uden lige, og det seneste år har vi været vidne til en helt utrolig udvikling, der har gjort ham stærkere både fysisk og mentalt. Han har en uovertruffen dedikation til træningen og en ubøjelig viljestyrke til at forberede sig. Han er helt vanvittigt motiveret og struktureret om træning og alt han gør i forhold til cykling, og jeg er overbevist om, at han møder ekstremt velforberedt op i Paris”, siger han.
Nicklas Bjaaland, der er DIF’s chef de mission for PL-holdet, glæder sig over udtagelsen. “Martin står på tærsklen til at indtage den største scene i parasporten, og jeg er meget glad for, at hans hårde arbejde, hengivenhed og viljestyrke har båret ham hertil. Det skal blive spændende at følge ham i Paris”, siger Nicklas Bjaaland.
Martin Heggelund kører i T2-klassen ligesom Emma Lund, der tidligere på måneden blev udtaget til PL som den første danske cykelrytter. Han kører enkeltstart den 4. september og linjeløb tre dage senere.