Da Riis sejrede i Albi
Tour de France besøger i disse dage Albi. CyclingWorld.dk bringer derfor historien om dag Bjarne Riis vandt 13. etape fra Bagneres De Bigorre til Albi i 1994. Kilde blandt andet bogen De Danske Cykelhelte.
Femtepladsen til Bjarne Riis i 1993 gav mange danske cykelfans håb om endnu en topplacering i Tourens klassement i 1994-udgaven af verdens største cykelløb. Bjarne Riis var nu skiftet til det nye Gewiss-Ballan team, der havde dopinglægen Michele Ferrari tilknyttet, og var ekstremt dominerende i foråret 1994. Mest berømt er teamets tredobbelte sejr i Fléche Wallone, hvor Gewiss-Ballan besatte de tre første pladser ved Moreno Argentin, Giorgio Furlan og Evgeni Berzin. Men desuden vandt Furlan Tirrano-Adriatico foran Berzin, og Milano-Sanremo, mens Berzin vandt Liége-Bastogne-Liége.
Til Tour de France havde teamet Riis og Piotr Ugrumov som frontfigurerne. Danskeren var dog uheldig med at være en del af et massestyrt allerede på første etape, hvilket kostede en del ressourcer. Siden pådrog Riis sig også bihulebetændelse. I Pyrenæerne led Riis af maveproblemer, men på 13. etape fra Bagnéres-de-Bigorre til Albi, ramte danskeren dagen. Riis kom med i et udbrud på otte ryttere inklusive profiler som belgierne Edwig Van Hooydonck og Johan Museeuw og hollandske Erik Breukink.
Udbrydergruppen fik hurtigt et godt forspring. Men i feltet sad hold med sprinterinteresser, og Bjarne Riis valgte derfor at køre solo med 21 km til mål. Danskeren sejrede ni sekunder foran feltet med sprinterne i front, og hentede dermed sin anden Tour de France etapesejr.
Efter etapen blev Riis igen svækket af maveonde, og drænet for kræfter. På den store Mont Ventoux etape, der er berømt for store Eros Polis imponerende sejr, tabte danskeren omkring et kvarter, og var dermed helt ude af spillet om en topplacering. Bjarne Riis endte det 81. Tour de France som nr. 14, 33 minutter efter vinderen Miguel Indurain. Ugrumov vandt to etaper, og endte på den samlede andenplads. Rolf Sørensen endte Touren som nr. 19 og Bo Hamburger som nr. 20, så hele tre danskere kørte i top-20 i verdens største etapeløb.