Krøyer og Smed på Tour 2024Tour de FranceTour de France 2024

Dagbog fra indersiden af Tour de France: Dagene ligner hinanden

Danskerne Jens Krøyer og Glenn Smed har ansvaret for at opsætte og nedtage 2 km porten til alle etaper i Tour de France 2024. De to beretter de kommende uger her på CyclingWorld.dk om deres oplevelser i verdens største cykelløb.

Dagene ligner hinanden (Dagbog onsdag d. 3. juli)
Dagene ligner hinanden rent tidsmæssigt for os, her i Tour karavanen. Vi spiser morgenmad kl.7.00, og så er der afgang kl 7.30. Vi kommer også forholdsvis sent i seng. Men vi har det sku godt, det er vildt spændende at være en del af dette legendariske løb. Vi bliver bedre og bedre til at bygge porten. Det går simpelthen hurtigere hver dag. Cheferne er glade og Tour de France organisationen ASO er glade, ja vi er glade, så alt er godt.

Mens vi byggede her til morgen, kom Christian Moberg lige forbi på sin morgentur og vinkede og råbte hej, hej. Det er fedt. I det hele taget kigger flere og flere danskere forbi og siger hej og det er bare helt vildt hyggeligt. Vi har sat porten op for femte gang og i dag kom en af medarbejderne fra ASO forbi, det har han såmænd gjort hver morgen i 5 dage nu. Vi har sat porten op præcis på samme måde alle dage. Men i dag mente han at de små skilte stod alt for farligt, når hjørnet af skiltet er lidt inde på kørebanen. Der er bare det i det, at de har stået præcist sådan på de første 4 etaper. Det er sådan noget der for os er lidt svært at forstå, men vi gør selvfølgelig det de ønsker. Men mening giver det ikke. Frokosten stod på fransk hot dog, vi tænkte hvor får man en bedre af dem end i Frankrig. Vi følger naturligvis også med i selve løbet, det er lækkert og ligge at slappe af i hængekøjen og bare se noget fantastisk cykelløb. I dag har det regnet et par gange, bare ganske kort. Der søger vi ly inde bag i bilen og så hygger vi med kaffe og lidt sødt.

Nedtagningen af porten gik også rigtig hurtigt, vi begynder at finde rytmen. Dog blev vi selvfølgelig påvirket at Mads P’s styrt og så letter vi på cykelkasketten for Mark Cavendish, flotte 35 sejr i Touren og dermed er alene med den rekord som han har delt med legendariske Eddy Merckx. Dog er han selvfølgelig ikke i nærheden af Merckx på nogen måde i vores verden. Merckx kørte altid cykelløb fra front og lå aldrig og “slappede af” 40 min efter de foreste, men stort tillykke til Sir Cav med sejren. Vi har 200 km til hotellet i og så kom vi frem til noget af en perle i den lille by Gilly-lés- Citeaux i Bourgogne, ikke langt fra Vosne- Romanée. Det bedste ved de næste par dage er at vi skal bo på det samme Hotel i 2 nætter for første gang I årets Tour. Til torsdagens etape til Dijon og også dagen efter til fredagens enkeltstarten i Gevrey-Chambertin. Vi sluttede aftenen af med en hyggelig middag i hotellet vinkælder sammen med kollegaerne og så gik vi meget tilfredse til ro.

Bon Nuit Krøyer og Smed