Dagbog fra indersiden af Tour de France: Er simpelthen i gang
Danskerne Jens Krøyer og Glenn Smed har ansvaret for at opsætte og nedtage 2 km porten til alle etaper i Tour de France 2024. De to beretter de kommende uger her på CyclingWorld.dk om deres oplevelser i verdens største cykelløb.
Er simpelhen i gang (26. juni 2024)
Så er vi simpelthen i gang med Tour de France 2024, og det skal ikke være nogen hemmelighed at vi har glædet os rigtig meget. Vi er startet med at flyve til Milano fra København tidlig morgen. Her blev vi, sammen med 4 kollegaer fra Sicilien, Marco, Carlo, Angelo og Renzo, afhentet af en bil fra firmaet og kørt til Gruppo Italtelo’s hovedkvarter i Brescia. Her stod 2 km bilen pakket og klar med udstyr til hele Touren. En helt ny bil, så det må man sige er luksus.
Vi har haft et godt møde med og fået en fantastisk velkomst af chefen Marco, og der er ingen tvivl om, at han sætter stor pris på at vi danskere tager med på turen rundt. Vi har i vores bil lige installeret lidt ekstraudstyr. Vi har en stor køleboks med, en trangia, tallerkener, bestik osv. Det er for os vigtigt at vi altid har kolde drikkevarer, pålæg osv til turen og især når vi eksempelvis står en hel dag i bjergene. Derfor er det vigtigt, at vi har fået købt friske baguettes, og har så vi kan få en god frokost.
En anden vigtig ting for os begge er trangiaen, så vi kan koge vand til kaffe. Vi har købt 25 liter vand, cola, icetea, saftevand og så lidt RedBull. Der er rigtig meget planlægning i at sikre at vi altid er velforberedte, og at vi kan leve godt. Det er rigtig vigtigt, når vi skal være en hel måned på farten. Men vi har lagt en god plan, fået handlet godt ind og føler os velforberedte. Det føles lige nu både trygt og rart. Vi har så ellers brugt resten af dagen på at hygge os, fået god Italiensk kaffe og så har vi selvfølgelig fået en ægte Italiensk pizza til aftensmad. Vi har overnattet på Hotel Faro i Montechiari, 5 km fra Gruppo Italtelo og her til morgen kører hele holdet mod til Firenze, hvor der jo er Grand Depart i år. Her er der de næste par dage, præsentation, møder og kurser for hele ASO organisationen. Vi er på vej og vi glæder os til at dele vores eventyr med jer her på CyclingWorld.dk
Ciao – Krøyer & Smed
Husk at du via SportBog.dk kan købe den nye danske Tour de France-bog 40 Utrolige Tour de France-historier.