Krøyer og Smed på Tour 2024Tour de FranceTour de France 2024

Dagbog fra indersiden af Tour de France: Fantastisk kørsel af Vingegaard

Danskerne Jens Krøyer og Glenn Smed har ansvaret for at opsætte og nedtage 2 km porten til alle etaper i Tour de France 2024. De to beretter her på CyclingWorld.dk om deres oplevelser i verdens største cykelløb.

Fantastisk kørsel af Vingegaard (Dagbog onsdag den 10. juli)
I dag startede vi ud fra en lille perle af et hotel. I byen Chalvignac her i det centrale Massif Central. Et meget smukt område med de rå klipper, nærmest udskåret i det frodige landskab. Massif Central har ikke Alpernes eller Pyrenæernes høje toppe. Men magen til charme og idyl skal man altså lede rigtig længe efter.
Vi havde 1,5 time til dagens koordinater og derfor tidligt morgenmad kl. 6.30 og bare køreturen til hotellet I aftes og mod dagens arbejdsplads har været fuldstændig enestående smuk. Vi har I dag for første gang bygget porten oppe på et bjerg, og det er også gået rigtig fint. Krøyer måtte også lige hjælpe med at trække chefen fri her til morgen. Han var kommet lidt for langt ud i den bløde rabat.

Området omkring 2 km porten har af en eller anden grund været lukket for tilskuere, så vi har stort set stået alene og så sammen med en meget venlig fransk gendarm. Dog blev det dog til et hej fra først Moberg og også lidt senere fra Vinjebo. Det så mistænkeligt ud til, at Moberg havde sat Vinjebo ude på de stejle stigninger.
Krøyer har spist ved bilen, hjemmelavet sandwich med hans lækre tunsalat, Smed har været på tur nede i byen og fået en stor burger. Vi så etapen som vi plejer på TV2 og sikke en dag det var. Fantastisk kørsel af Vingegaard, og hvor er det fortjent at han nu er tilbage. Han har fået rystet Pogacar godt og grundigt i dag. Det ser bare rigtigt godt ud nu, og vi er slet ikke nået til det terræn hvor Jonas er bedst. Fantastisk og et kæmpe tillykke til ham, jeg kan sku godt forstå at han var rørt. Vi fik selvfølgelig nogle gode billeder, da de to kom susende forbi ved 2 km og så vinkede Michael Mørkøv også lige til os da han kom forbi sammen med Cavendish. Hold nu kæft en fed etape.


Vi har nu passeret halvdelen af dette års Tour, det gjorde vi helt præcist, da vi havde sat porten op i dag. Tiden flyver afsted. Vi sluttede dagen af med 4 timers kørsel til næste hotel, hvor vi først var fremme omkring midnat. Vi tog dog et stop til lidt mad på McDonald’s i Cahors, sammen med 4 km porten, Roberto og Alberto, et par hyggelige unge mennesker.

Vi slutter dagens dagbog af med en limerick eller som Per Nordigarden selv siger:
Vers fra et Vindstille Vendsyssel

Pog og Jonas er bedst når det gælder
og jeg tror man i fremtiden tæller
deres opgør på Touren som selve signaturen
på legendariske cykeldueller.

Det blev det for os i dag.

Adieu Krøyer & Smed