Dagbog fra indersiden af Tour de France: Mødet med Markus fra Norge
Danskerne Jens Krøyer og Glenn Smed har ansvaret for at opsætte og nedtage 2 km porten til alle etaper i Tour de France 2024. De to beretter de kommende uger her på CyclingWorld.dk om deres oplevelser i verdens største cykelløb.
Mødet med Markus fra Norge (Dagbog tirsdag den 2 juli)
Vi vågnede til den mest betagende udsigt. Nærmest pakket ind i bjerge. Vi er fremme i alperne og det er dejligt at være i Tourens hjemland. Sproget har ændret sig, brødet har ændret sig og ikke mindst kaffen har ændret sig. Lad os være ærlige, italienerne er bare rigtig gode til Kaffe. Da vi kom frem til dagens koordinater, kom vi frem til en noget anden beliggenhed end vi har haft de sidste dage i storbyerne i Italien. Pakket ind i de mytiske bjerge med så meget Tour de France historie.
Her løb vi på en ung mand fra Norge, Markus som var igang med at sætte elektroniske advarselsskilte op, Markus har sit eget firma, det hedder Safe Cykling. Han tog for 8 år siden en flyver til Paris og bankede på døren hos ASO, som er organisationen bag Tour de France og en lang række andre cykelløb rundt om i Europa. Han var bare 19 år gammel og her landede han en aftale om at sætte elektroniske skilte op på farlige steder på ruterne i Cykelløbene. Imponeret Smed fik lige et billede med ham og så skulle han også lige have en lille gave. Smeds gode ven Per Nordigarden, dansker bosat I Norge har skrevet en fantastisk bog fyldt med limericks, som han laver efter hver etape igennem de sidste 20 år i Tour de France. Nordigarden har sendt en stor bunke bøger med os til Frankrig, til at give til nogle af de mennesker vi møder på vores vej, og Markus her fik selvfølgelig en bog.
Efter porten var sat op gik vi en tur til målområdet og hyggede lidt, vi fik også handlet lidt fornødenheder. Krøyer har lavet spaghetti bolognese på vores Trangia til frokost, og vi kan godt mærke den ro der er omkring os, efter vi er ankommet til en lille hyggelig by. Der er til gengæld blevet en smule køligt her i bjergene og det er egentlig fint nok mens vi arbejder. Ved dagens nedtagning var der selvfølgelig rigtig mange turister som tog turen ned fra Gallibier på cykel, og det gav lige lidt udfordringer. Der var ligeledes en del ryttere der skulle tilbage forbi os, på vej til rytterbusserne, der fik vi lige mulighed for at sige hej til Magnus Cort som kom med et stort smil på læberne, trods dagens voldsomme strabadser. Vi havde efterfølgende 190 km til vores hotel og vi var fremme 21.30 og her blev vi igen inviteret ud og spise af vores to chefer Marco og Alberto.
Endnu en dejlig dag på kontoret og vi skal såmænd snart igang igen.
Adieu Krøyer & Smed