Dansk Landevej

Danmark deltager ikke i U19- og U23-løbene ved landevejs-VM 2025

Danmarks Cykle Union (DCU) har meddelt, at de ikke vil sende ryttere i U19 og U23 klasserne til landevejs-VM 2025. Beslutningen er taget på baggrund af økonomiske hensyn og de særlige forberedelser, der kræves for at konkurrere i højder mellem 1.500 og 1.700 meter. Det skriver DCU på deres website. Landevejs-VM 2025 skal afvikles i Rwanda i Afrika. ”Rent sportsligt er vi naturligvis rigtig kede af, at vi har måttet tage en beslutning om ikke at deltage i hverken U19- eller U23-VM for både herrer og damer i 2025. Men rejsen til og opholdet i Rwanda er meget omkostningstungt, og hver enkelt ryttergruppe og det ekstra staff mv., som en ryttergruppe udløser, gør det så dyrt, at vi har måttet tage en ansvarlig økonomisk beslutning i et år, hvor elitebudgettet i forvejen skal skæres ned sammenlignet med 2024. Jeg vil dog gerne understrege, at vores beslutning for 2025 ikke nødvendigvis skaber præcedens i forhold til de kommende år, hvor VM landevej også i flere tilfælde skal køres oversøisk”, forklarer sportschef Morten Bennekou.

Det er første gang, at Danmark ikke stiller til start ved U23-VM, mens man tidligere har fravalgt U19-VM, senest i Australien 2022. I stedet vil Danmark deltage ved EM i Frankrig i starten af oktober med fuld opstilling på alle niveauer, herunder Elite, U23 og U19. I alt omkring 35 ryttere.