Danmark fører World Cup’en i parløb suverænt
Selvom tyskerne Roger Kluge/Theo Reinhardt er verdensmestre og belgierne Kenny De Ketele/Robbe Ghys er europamestre, kan Danmark godt tillade sig at kalde sig verdens førende nation i parløb lige nu og her. Det er på fuldstændig imponerende vis blevet til dansk sejr i sæsonens tre kørte World Cup afdelinger. Michael Mørkøv/Lasse Norman vandt første afdeling i franske Saint-Quentin-en-Yvelines i oktober, Casper Folsach/Julius Johansen vandt afdelingen i canadiske Milton, og seneste sejrede Casoer Folsach/Lasse Norman i weekenden.
Dermed fører Danmark naturligvis World Cup’en suverænt. Danmark er noteret for 1500 point, Storbritannien er næstbedst med 1275 point, mens Tyskland er tredjebedst med 915 point. Der resterer afdelinger i London den 14. til 16. december, i Cambridge i New Zealand og i Hong Kong i januar.
I damernes World Cup er Danmark på andenpladsen efter sejr til Amalie Dideriksen/Julie Leth i Saint-Quentin-en-Yvelines, andenplads til de to i Milton og en andenplads til Julie Leth/Trine Schmidt i Berlin. Danmark 1400 point, mens Storbritannien har 1450 point.
Danmark har en gang haft verdensmestre i parløb. I 2009 i polske Pruszków, hvor denne sæsons VM afvikles, sejrede Michael Mørkøv/Alex Rasmussen. De to vandt også bronze i 2008. Det er blevet til sølv for Jimmi Madsen/Jakob Piil i 1999. I 2018 blev Casper Folsach/Niklas Larsen nr. seks.