Danmarks første Tour de France-helt kom fra Lyngby CC
Den 1. juni fejrer Lyngby CC klubbens 100 års jubilæum med et stor anlagt gadeløb i centrum af Kongens Lyngby. Et gadeløb med rigtig mange profiler til start, og hvor det også er muligt for for både motionister og børn at deltage.
Lyngby CC er en ægte traditionsklub i dansk cykelsport. Faktisk kom Danmark første Tour de France helt fra netop Lyngby-klubben.
Hans Edmund Andresen var i første halvdel af 1950’erne en af Danmarks allerbedste landevejsryttere. Han kørte for Lyngby CC, vandt sølv ved VM på landevej for amatører i Solingen i 1954, vandt det svenske 6-dagesløb på landevej 1951 og etapeløbet Ægypten Rundt i 1955. To gange, 1950 og 1955 vandt han det danske mesterskab på landevej.
I oktober 1956 blev han professionel, primært for at køre 6-dagesløb, og det var i Forum, at speaker Erik Gutheil gav ham tilnavnet ”Hønsefarmeren fra Høsterkøb”, fordi han en kort overgang havde en hønsefarm. Af samme grund blev ”Den toppede høne” hans kendingsmelodi under 6-dagesløbene.
”Verdenskendt” i hele Danmark blev han i 1958, da han som den første dansker fuldførte verdens største cykelløb Tour de France. Dengang kørtes Tour’en for nationshold, og der var også et mix-hold for de små nationer. På det hold stillede fire danskere op i 1958, foruden Hans E. var det Kai Allan Olsen, Eluf Dalgaard og Fritz Ravn, der alle tre som Hans E. havde en baggrund som glimrende landevejsryttere. Men på et tidspunkt, hvor professionel landevejscykling i Danmark kun var noget, man læste om i farvestrålende udenlandske cykelblade, var det noget af en opgave for fire nordboer at klare sådan en opgave. Én efter én forsvandt de ud af løbet, indtil Hans E. var alene tilbage. Men han bed tænderne sammen, og dag efter dag kørte han bedre og bedre. På løbets 17. etape kunne han endog placere sig som nr. 5 og i Paris sluttede han sammenlagt som nr. 62 blandt de 120 startende. Hjemme i Danmark havde man med større og større interesse fulgt ham, og det er ikke for meget sagt, at han i de tre uger løbet varede, blev nationens helt. Da man efterfølgende præsenterede ham på cykelbanen i Ordrup, mødte 8.000 tilskuere op for at hylde ham.
Hans E. havde utvivlsomt talentet til at gøre en karriere som professionel landevejsrytter, men han havde på det tidspunkt rundet de 30 og fandt, at det var for sent at starte en ny karriere. Så han fortsatte som en populær og yderst habil 6-dagesrytter frem til 1961, hvor vinterbanerne lukkede i Danmark. Hans bedste 6-dagesplacering var en 3. plads med fynboen Bendy Pedersen i Århus i 1960.
Tak til Henrik Elmgreen.
Tilmelding til gadeløbet i Lyngby den 1. juni via tilmelding.cyklingdanmark.dk.