Dansk enkeltstartssejr i Paris-Nice
For første gang nogensinde har en dansker vundet en enkeltstart i Paris-Nice. Søren Kragh Andersen fra Team Sunweb vandt onsdagens tidskørsel over 15 km ved Saint-Amand-Montrond. Kragh Andersen vandt seks sekunder foran tyske Maximilian Schachmann fra BORA – hansgrohe, mens det også blev dansk på tredjepladsen ved Kasper Asgreen fra Deceuninck – Quick Step.
Samlet fører Schachmann 58 sekunder foran Kragh Andersen. Mads Würtz Schmidt fra Israel Start-Up teamet kørte en mindre god enkeltstart og er rykket tilbage som nr. otte i klassementet.
Det var den syvende danske etapesejr i det franske etapeløb. Magnus Cort blev sidste år, på fjerde etape, den sjette dansker til at vinde en etape i løbet. Tidligere har Ole Ritter (1970), Leif Mortensen (1973), Jørgen V. Pedersen (1986), Søren Lilholt (1988), og Bo Hamburger (2000) hentet danske etapesejre i Paris-Nice.