Dansk supertid og finaleplads i Colombia
Det danske 4000 meter hold har via en fantastisk tid kvalificeret sig til finalen i World Cup afdelingen i colombianske Cali. I et opgør i første runde kørte Casper Folsach, Niklas Larsen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen i tiden 3.56.340 min. i første runde i holdløbet. Så hurtigt har ingen hold tidligere kørt på banen i Cali og Danmark går ind i finalen med World Cuppens bedste tid.
Danskerne havde kørt næstbedste tid i kvalifikationen med 3.59.623. Her var Casper Pedersen på holdet i stedet for Niklas Larsen.
“Det var en super præstation af drengene, hvor de hver især fik det bedste ud af deres kræfter. At vi kører hurtigste tid nogensinde på den bane, viser jo bare, at vores niveau er rigtigt godt”, siger landstræner Casper Jørgensen.
Danmark møder det russiske hold Lokosphinx i finalen natten til søndag. Rusland og Schweiz kører om bronze. Australien, som havde bedste tid i kvalifikationen, faldt helt sammen i første runde.
Desuden er det blevet til en dansk andenplads i pointløb ved europamesteren i disciplinen Niklas Larsen. Danskeren tog point i otte af de 12 indlagte spurter, men blev besejret af ireren Mark Downey, som vandt en omgang, og dermed fik godskrevet 20 point på den konto og sluttede samlet med 10 point mere end Niklas Larsen.