Bane

De olympiske mestre i Par nr. 7 med Kuehne+Nagel som ny hovedsponsor ved Nytårsløb 

DBC Ballerups klassiske Nytårsstævne med det legendariske 100 km parløb køres den 28. december i Ballerup Super Arena. De olympiske mestre kører som Par nr. 7, og stævnet har fået ny hovedsponsor.

Den globale logistikvirksomhed, Kuehne+Nagel, har indgået en sponsoraftale med verdens ældste cykelklub, DBC Ballerup om hovedsponsorat af klubbens klassiske Nytårsstævne, der i år finder sted den 28. december. Kuehne-Nagel bliver dermed også sponsor for Par nr. 7, de olympiske mestre Lasse Norman og Michael Mørkøv, i det ekstreme parløb over 100 km.

“Vi er utroligt glade for, at Kuehne+Nagel bliver ny hovedsponsor for vores klassiske nytårsstævne. Det er det eneste sted i verden, hvor der køres parløb over 100 km. Hele 400 omgange i arenaen er langt og udmagrende, og det er verdensklasseryttere, der stiller op i løbet. Så at få et firma med, der både har et globalt netværk, men også er lokalt forankret i Taastrup – få kilometer væk fra arenaen i Ballerup, er fantastisk. Sammen med vores andre sponsorer, giver det os et rigtig godt udgangspunkt for at kunne præsentere et fantastisk cykelstævne for hele familien den 28. december”, lyder det fra DBC Ballerups formand, Bjarne Kratholm.

I Kuehne+Nagel er der stor glæde over aftalen. 

“Hos Kuehne+Nagel vil vi gerne involvere os i lokale initiativer, som taler til hele familien. Selv om vi er en global virksomhed, er den lokale forankring ekstremt vigtig for os. Udover at DBC er verdens ældste cykelklub, så er nytårsløbet et legendarisk løb, hvor alle kan komme og se verdens bedste ryttere på tæt hold. Cykelsporten er enormt populær – især om sommeren – men vi håber, at vi kan få sat endnu mere fokus på det her fantastiske og historiske løb, som DBC Ballerup arrangerer hvert år”, siger Sales Director i Kuehne+Nagel Danmark, Kenneth Thestrup.

Olympiske mestre i par nr. 7
Michael Mørkøv og Lasse Norman blev i 2021 i Tokyo olympiske mestre i parløb. De blev verdensmestre i disciplinen i både 2020 og 2021, og i 2018 vandt de 100 km parløb ved DBC Ballerups Nytårsstævne. Nu vender de tilbage i Par nr. 7 i årets 100 km. “DBC Ballerups Nytårsstævne er altid en super fed aften med fantastisk stemning i Ballerup Super Arena. Det glæder jeg mig helt vildt til at deltage i igen, og håber at rigtig mange vil bakke op og købe billet til dagen, så vi kan ønske hinanden godt nytår”, lyder det fra Michael Mørkøv.

Det officielle navn på stævnet bliver DBC Ballerups Nytårsstævne præsenteret af Kuehne+Nagel.

I de kommende uger bliver en lang række andre store profiler præsenteret.

Billetsalget til stævnet er åbnet via Billetsalg.dk, og indtil 4. december er der Early Bird tilbud på en siddeplads til blot kr. 99,-

Foto: Jesper Skovbølle

Husk at få bestilt dit eksemplar af den nye bog, Par nr. 7 – Dannebrog på fire hjul på dette link.