Den dag da helvede var løs på Monte Bondone og Charly Gaul knock-outede alle sine konkurrenter

Nedenstående er et uddrag fra bogen La Corsa Rosa – Historier fra et cykelløb, skrevet af Rene Preuthun og som kan købets via Bike N’Run her.

Uddraget omhandler Giroens 20. etape i 1956 fra Meranotil Monte Bondone over 242 km. Den frygtelige dag bød på 5-10 graders frost, isslag, sne, hagl, tåge og kraftig vind.

Feltet skulle op over Costalunga (1753 m), Rolle (1970 m), Brocon (1616 m) og slutte på Bondone (1654 m), men allerede efter få kilometer begyndte de første at stå af, mens Charly Gaul tog teten – testa della corsa. Enten satte de sig ind i følgebilerne, eller også søgte de tilflugt på bondegårde, i lader eller barer langs ruten, og de tilbageværende ryttere gjorde, hvad de kunne for at holde sig varme med grappa og te.

På et tidspunkt vidste man ikke, hvor adskillige ryttere var henne i verden, og der blev iværksat eftersøgninger. De kunne jo været kørt ud over skrænterne eller ligge forslåede i grøfter med fare for at fryse ihjel. Det var et sådan sted, at en bonde fandt den spanske ørn fra Toledo, Federico Bahamontes, som også udgik den dag.

Bonden ringede til Giroledelsen og sagde: “Jeg har en cykelrytter her, som ikke taler italiensk. Hvad skal jeg gøre med ham?”

Men Gaul var ligeglad med vejret. Det kunne næsten ikke blive for vildt og for dårligt til ham. Det dårlige vejr var hans hjemmebane.

Helt fra morgenstunden var vejret frygteligt, og det blev overvejet at aflyse, men løbsdirektør Torriani sagde nej. Han fornemmede måske, at noget exceptionelt stod for døren, og rytterne blev nådesløst jaget af sted fra Merano og ud på de 242 rædselskilometer. Mange af dem på grus.

Torriani var som andre direktører i de store rundture en hård mand, og han kunne måske lige så godt have udtalt følgende ord, som dog er af Tourens direktør fra 1936 til 1986, Jacques Goddet:

“Det er nødvendigt at bevare den umenneskelige side af Tour de France. Det er nødvendigt med overdrivelse.”

Og overdrevet var det den dag på Monte Bondone.

Gaul var ved etapens start nummer 24, 17 minutter efter Fornara, men det klassement var vendt fuldstændigt på hovedet, da resultatet blev gjort op på toppen af Bondone. ”Giroen er afgjort,” skrev Gazzettaen inden etapen, men den holdt ikke. På én etape, og kun iført almindelige korte cykelbukser og kortærmet trikot, havde Gaul vundet Giroen 1956 inklusive en af de tre bjergkonkurrencer, som løbet bød på.

Ni timer og 7 minutter brugte Gaul i det herrens vejr, hvilket svarer til 26,5 kilometer i timen. Han måtte halvt bevidstløs bæres i læ, og hans stivfrosne uldtrøje, kunne først klippes af ham efter en time, fordi hans hud var ødelagt. Han besvimede og kunne efterfølgende ikke huske, hvad der var sket. Men han havde også været først over alle seks pas, og havde kørt solo i 88 kilometer. I alt var Gaul først over diverse bjergpas i Giroen 18 gange og 19 gange i Tour de France. Den er der vist ingen, der kan slå.

Etapen er et excellent eksempel på, at uanset om Giroen var/er Tourens lillebror eller verdens næstvigtigste etapeløb, så er det målt på drama, uforudsigelighed og strabadser ikke på nogen måde storebror underlegent.

Så slemt var det, at den rosa trøje stod af. Der skal rigtig meget til før en førende rytter står af iført trøjen og det kun tre dage før målstregen.

Den dag på Bondone vandt Gaul Giroen i ét hug, men han lavede også, næsten, samme nummer i Touren i 1958, hvor han på 21. etape kørte 15 minutter fra den gule trøje, Geminiani, og to dage efter vandt enkeltstarten og løbet.