Den hemmelige cykelrytter udkommer den 31. juli. Læs uddrag her og spar kr. 50,-
Den 31. juli udkommer bogen Den hemmelige cykelrytter. En bog hvor en anonym cykelrytter fortæller om livet i professionel cykelsport og afslører, hvad der foregår bag kulisserne. Han fortæller brutalt ærligt om uskrevne regler, doping, tavshedens lov, træning, penge, ritualer, venskab, gruppepres og hierarki i professionel cykelsport.
CyclingWorld.dk bringer i nedenstående et lille uddrag fra bogen, som du kan bestille nu hos Bike N’Run og lige spare kr. 50,-
—
Jeg har et problem med eksryttere, der efterfølgende er stået frem og har givet doping skylden for alt det, de ikke selv opnåede i deres karrierer. Det er en kæphest, jeg har med medierne, for det kan bruges af folk med en dagsorden, og uden at være respektløs over for de fleste fans eller journalister så er det altså de færreste af dem, der ved, hvad de taler om, når det drejer sig om præstationsfremmende stoffer.
Når jeg læser om tidligere ryttere, der beklager sig i en artikel i et magasin eller angriber folk på de sociale medier, så har jeg mest af alt lyst til at ringe til dem og bare bede dem pisse af. De var bare ikke gode nok.
Lad os kigge lidt på de mest berygtede dopede ryttere:
Lance Armstrong vandt triatlon allerede som tret- tenårig, og han blev verdensmester i landevejsløb, inden han var fyldt toogtyve år.
Marco Pantani kørte amatørernes Giro d’Italia tre gange, inden han blev professionel, og han blev num- mer tre, to og til sidst et.
Thomas Dekker havde langt mere talent, end de fleste erfarne ryttere kunne drømme om.
Som amatør kørte jeg på hold med en rytter, der begyndte at tage doping, da han senere blev profes- sionel. Jeg vil ikke sige, hvem det var, for det kunne afsløre for meget om min egen identitet. Han vandt tyve gange så mange løb som mig, inden vi blev professionelle. Derefter gjorde dopingen uden tvivl en yderligere forskel på os, men det var en marginal forbedring, for nu at bruge Sky-direktør Dave Brails- fords yndlingsudtryk.
Hvis du slet ikke kunne følge med de bedste ryttere, så havde du bare ikke det, der skulle til for at være professionel. Jeg anser mig selv for at være en virkelig god rytter, og jeg er endt i topti i både Tour de France og Vuelta a España, men uanset hvor meget doping jeg havde taget, ville jeg aldrig være nået op på det niveau.
—
