Trine Schmidt blog: Den “vidunderlige” enkeltstart
På lørdags køres, for mit vedkommende, årets første enkeltstart. Jeg har altid haft et had/kærlighedsforhold til netop denne disciplin. At køre enkeltstart er modbydeligt hårdt og en gren af cykelsporten hvor der ikke findes nogen nåde. Her er det kampen mod uret, sandhedens time hvor man kan være sikker på, at den stærkeste rytter vinder. Ikke noget med sidevindskørsel eller hjælp fra holdkammeraternes slipstrøm. Man er helt på egen hånd.
Jeg elsker det – når jeg er i form.
Det er langtfra alle ryttere som bryder sig om enkeltstarten, og det er ikke uden grund. Når man starter på en enkeltstart er man bevidst om, at man fra det første minut kommer til at lide hele vejen til målstregen. Lider man ikke, så kører man ikke stærkt nok. Undervejs i løbet føles det som om laktaten sprøjter ud af ørene og alt i kroppen gør ondt. Hvert tråd i pedalerne skal være kraftfuldt og det stopper ikke før målstregen er passeret. Hvis man giver efter for smerten, så taber man og er slaget er tabt – det kræver en vis selvdisciplin at kunne holde det ud.
I cykelsportens verden ser man hurtigt et mønster for dem der har “det der” og dem der ikke har det. Fantastisk gode landevejsryttere er ikke nødvendigvis gode enkeltstartsryttere. Har man det i sig, så har man det. Har man det ikke, så har man det ikke. Basta bum!
Når det så er sagt, så handler enkeltstarten om meget mere end at træde kraftfuldt i pedalerne. Aerodynamik er et af nøgleordene og hvis man er rigtig perfektionistisk, så er det her man rigtig kan nørde. Jeg kan godt lide at nørde, men kan godt blive begrænset af min manglende viden på området. Det er et univers af detaljer hvor jeg prøver at gøre hvad jeg kan. Cyklens og hjelmens udformning er væsentlig. Hjulene kan også være mere eller mindre aerodynamiske. Dækkende har betydning. En eventuel flaskeholder kan gøre en forskel. Er der keramiske lejer i tidsmaskinen? Sådan kan man blive ved 🙂
Men jeg tænker at det vigtigste af det hele er, hvordan rytteren sidder på cyklen. Det nytter ikke noget at have det bedste grej, hvis man sidder på cyklen som var det en Harley Davidson. Ej heller nytter det, hvis man sidder top aerodynamisk, men ikke kan træde med kraft i pedalerne. Den optimale position handler om at finde balancen mellem komfort og aerodynamik, således at man kan yde bedst muligt i kampen mod tiden. Det er en meget hårfin balance som man kun finder ved afprøvning, justeringer, erfaringer og efter min overbevisning, en hel del videnskab inden for området.
Forleden fik jeg langt om længe min enkeltstartscykel sat til rådighed. Den kommer i absolut sidste øjeblik, men alligevel er det lykkedes mig, med en stor hjælpende hånd, at få den klar til weekenden. Jeg har endnu ikke kørt 30 kilometer på den, og jeg har heller ikke helt regnet de der elektroniske gear ud… Jeg har aldrig prøvet at køre med elektronik og det er derfor ikke helt naturligt for mig. Men mon ikke det går.
Jeg er meget spændt på hvad benene siger i weekenden samt hvordan det føles at køre på min spritnye tidsmaskine. Jeg ser løbet som en gratis test hen imod resten af sæsonen. Der er kun en vej, og det er fremad. Så må vi analysere på det bagefter 🙂
/Trine
