Det danske U23 EM hold udtaget
Det danske herre U23-landshold i landevejscykling er udtaget til EM, og cheflandstræner Anders Lund har præsenteret et hold af talentfulde ryttere, der er klar til at forsvare europamestertitlen. Seks topmotiverede ryttere er udvalgt til linjeløbet, mens to ryttere skal repræsentere Danmark ved enkeltstarten.
Danmark stiller op ved U23 EM for herrer som de forsvarende europamestre, da Henrik Breiner Pedersen vandt sidste år. Det danske hold har tradition for at præstere stærkt i mesterskaberne, og igen i år er det et topmotiveret hold, der stiller til start. Anders Lund har udtaget følgende ryttere:
Linjeløb
Rasmus Søjberg Pedersen (Decathlon AG2R La Mondiale Development Team)
Adam Holm Jørgensen (Hagens Berman – Jayco)
Morten Aalling Nørtoft (Team Visma | Lease a Bike Development)
Stian Rosenlund (Airtox – Carl Ras)
Kristian Egholm (Lidl-Trek Future Racing)
Henrik Breiner Pedersen (Uno-X Mobility Development Team )
Enkeltstart
Henrik Breiner Pedersen
Adam Holm Jørgensen
”Vi stiller med et rigtig godt hold til linjeløbet,” fortæller Anders Lund. ”Vi kommer som forsvarende europamestre, og helt generelt har det danske U23-hold haft godt fat i EM de seneste år. Vi kommer fra Tour de l’Avenir med en etapesejr og en flot samlet placering, og man kan se, at det danske niveau er rigtig højt, og vi er med blandt de bedste nationer.”
EM i enkeltstart køres den 11. september, og linjeløbet køres den 13. september i Limburg, Belgien.