Historie

En af cykelsportens gentlemen fylder 95 år

En cykelsportens gentleman fra en tid, hvor sprintet stod i højsædet fylder år.

Af Henrik Rico Elmgreen

Lørdag 14. august fyldte Ove Krogh Rants 95 år. Alderen til trods er han stil still going strong, og taler gerne om de store dage på den gamle Ordrupbanen i 1950’erne, hvor han fire gange blev dansk mester i sprint: 2 gange som amatør 1950 og 1951 og som prof. i 1955 og 1957.

Ove Krogh Rants kørte på banen i 18 sæsoner fra 1944 til 1961. Seks gange repræsenterede han Danmark ved VM på bane og han deltog ved OL i sprint i Helsinki i 1952, hvor han nåede frem blandt de tolv bedste og samme år blev han nr. 2 i Grand Prix på Ordrupbanen.

Ove Krogh Rants var en cykelsportens gentleman. Aldrig var der en finger at sætte på ham, altid passede han sine ting til punkt og prikke. Også selv om han ærligt indrømmer, at han aldrig har brugt så meget tid på træningen, som han burde have gjort, hvis han ville være nået endnu længere frem.

“Men jeg var i bund og grund amatør”, siger han. “For mig kom mit civile erhverv i Frederiksberg Kommune, hvor jeg startede som ung elev og sluttede som kontorchef i skattedirektoratet altid i første række. Og det ændrede sig ikke, selv om jeg i 1954 valgte at blive professionel. Det var ikke med store ambitioner og drømme om at tjene mange penge på min sport, men først og fremmest fordi jeg efter 10 år som amatør søgte nye udfordringer og fordi mange af mine bedste kammerater allerede kørte i den professionelle klasse. Vi havde et fantastisk kammeratskab, og hvis ikke klassen var blevet nedlagt efter sæsonen 1961 som følge af lukningen af vinterbanen i Forum, så havde jeg nok fortsat endnu et par år, selv om jeg var fyldt 35 år”.

Også efter den aktive karriere har Ove Krogh Rants fulgt cykelsporten tæt. Han var i mange år en kompetent og engageret løbskommissær på Ordrupbanen og på vinterbanen i Forum, og han sad i en årrække i bestyrelsen for Banerytternes Understøttelsesfond. Mens han endnu var aktiv, var han i en periode rytterrepræsentant, og i den funktion var den pæne gentleman bestemt ikke bange for at komme med ”relevant kritik”, når han fandt det på sin plads.

Han følger stadig med interesse sporten og han kan med stolthed notere sig, at han  er nr. 1 på DBC’s medlemsliste.