En tjekke kom på banen
Over vinteren bringer CyclingWorld.dk en række artikler med udgangspunkt i cykelsportens mest prestigefyldte rekord, timerekorden. Her om da tjekkiske Ondřej Sosenka slog verdensrekord.
I 1997 ændrede den internationale cykelunion (UCI) deres regler for timerekorden. Der blev indført en UCI Hour Record, hvor det kun var tilladt at benytte udstyr svarende til, hvor Eddy Merckx benyttede, da han satte rekord i 1972. Den 27. oktober 2000 kørte Boardman 49.441 meter i Manchester på en cykel med samme udstyr som Merckx havde kørte på i 1972. En forbedring af Merckx’ rekord på 10 meter.
Der var stille om timeverdensrekorden efter Chris Boardmans rekord i 2000. Men i 2005 skete der noget overraskende.
Tjekkiske Ondřej Sosenka var en af de højeste ryttere, præcis 2 meter, i de internationale cykelfelt. Han har gjort sig bemærket med at blive nr. to i det tidligere så prestigefyldte østeuropæiske Fredsløbet i 2002. Men var ret ukendt, og det var meget overraskende for de fleste at han den 19. juli 2005 slog Boardmans timeverdensrekord.
Sosenka, der var 29 år i 2005 og havde kontrakt med Acqua e Sapone teamet, kørte på en 333 meter bane i Krylatskoje Olympic Velodrome i Moskva, og han nåede ud på 49.700 meter.
Han kørte på en Moser cykel i carbon med en 190 mm krank, hvilket kun Indurain havde gjort tidligere ved et timerekordforsøg. Hjulene vejede hele 3.2 kg, og styret var forholdsvis lavt placeret, hvilket gav en mere aerodynamisk position på cyklen.
Sosenkas tider var fra start bedre end Boardsmans. Efter 10 kilometer dog blot tre sekunder, efter 20 km næsten det samme, da tiden var 24 minutter og tre sekunder. Efter 30 km var tjekken ca. tolv sekunder bedre end Boardman og efter 40 km 18 sekunder bedre. Rekorden blev forbedret med 259 meter.
“Efter omkring ti minutter forsøgte jeg at spare lidt energi, og blot holde tiderne. Til sidste blev det rigtigt hårdt, og på nogle omgange tabte jeg lidt”, sagde tjekken efterfølgende, og luftede også ideen om at gå efter at nå ud på 50 km.
Sosenka kørte som professionel på mindre teams frem til 2008, hvor han blev taget i en dopingprøve, og derefter stoppede karrieren. I 2015 luftede tjekken planer om at lancere nyt rekordforsøg, men dette blev aldrig virkelighed.