Endnu et Par nr. 7 klar til Bilka 6-dagesløbet
Når Bilka 6-dagesløbet 2018 skal afvikles den 1. til 6. februar skal der for første gang nogensinde i Danmark køres parløb for kvinder.
Mandag kunne arrangørerne af Bilka 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena offentliggøre at herrernes Par nr. 7 i år kommer til at bestå af danske Michael Mørkøv og belgiske Kenny De Ketele. Men faktisk kommer der endnu et Par nr. 7 i årets Bilka 6-dagesløb.
For første gang nogensinde i Danmark skal der nemlig køres parløb for kvinder. Og det bliver europamester i scratch og pointløb Trine Schmidt og den tidligere junior verdensmester i pointløb Julis Leth, som skal danne historiens første Par nr. 7 for kvinder.
“Jeg er glad for at parløb for kvinder får meget mere fokus, nu da det er kommet på OL-programmet. Det bliver super fedt at køre parløb som Par nr. 7 foran et stort publikum på hjemmebane i Ballerup Super Arena. Jeg glæder mig helt vildt, og så kan vi forhåbentlig få scoret nogle verdensranglistepoint”, forklarer Trine Schmidt.
Bilka 6-dagesløbet 2018 skal afvikles den 1. til 6. februar. Kvinderne skal køres omnium torsdag og fredag den 1. og 2. februar og parløb den 3. februar. Og parløbet er ovenikøbet registreret hos den internationale cykelunion (UCI), så der er værdifulde verdensranglistepoint på spil for deltagerne.
Kvindeløbene ved Bilka 6-dagelsøbet bliver præsenteret af tøjmærket VRS. Med VRS får du lækkert modetøj til dig, som gerne vil være med på de seneste tendenser uden at betale for meget.
Bilka 6-dagesløbet 2018 skal afvikles den 1. til 6. februar. Billetsalget foregår via BT Shop.