Fakta om det danske bud på en Tour de France Grand Départ. Budgettet er på 90 millioner kroner
En store officiel dansk delegation er i disse dage i Dusseldörf, hvor årets Tour de France indledes. Delagationen arbejder for at få Tour de France til de danske landeveje. Danmark har afleveret et officielt bud på en dansk Tour-start (Grand Départ) til organisationen bag Tour de France; ASO.
Buddet på en dansk Grand Départ gælder både for 2019, 2020 og 2021.
København er den officielle start-by i det danske bud, men der foreslås i alt tre etaper i Danmark: Åbningsetapen i København, en etape fra Roskilde til Odense og den sidste etape fra Vejle til Sønderborg.
Bag buddet står: Erhvervsministeriet, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Roskilde Kommune, Odense Kommune, Vejle Kommune, Sønderborg Kommune, Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark.
Det danske Tour-bud har sloganet “The greatest cycling race in the world meets the best cycling city in the world”.
I det danske bud slås der på, at Danmark er det oplagte startsted for Tour de France pga. den unikke danske cykelkultur og danskernes store begejstring for Tour de France.
Buddet blev officielt overrakt til løbsdirektør Christian Prudhomme fra ASO ved en ceremoni i Danmarkshuset i Paris d. 20. juni 2016. Buddet blev overrakt personligt til Prudhomme af daværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og Københavns overborgmester Frank Jensen. Under præsentationen af buddet blev der vist en flot film med speak af Jørgen Leth samt en film, der gennemgik de tekniske detaljer omkring de foreslåede danske etaper.
Budgettet for en dansk Grand Départ er ca. 90 mio. kr. En dansk Tour-start forventes, ifølge udregninger fra COWI, at generere en udenlandsk turismeomsætning på ca. 112 mio. kr. Dertil kommer markedsføringsværdien af den massive eksponering Danmark vil opnå via en dansk Tour-start.
I en rapport udarbejdet af COWI forventes det, at en dansk Tour-start vil tiltrække ca. 930.000 tilskuere til Sjælland, Fyn og Jylland, hvoraf de 93.000 vil være udenlandske tilskuere.
De danske Tour de France etaper:
Første etape – 10 km enkeltstart i København
Åbningsetapen starter og slutter på Rådhuspladsen i København og ruten vil gå gennem hjertet af København og passere forbi bl.a. Amalienborg og Christiansborg.
Anden etape – 180 km fra Roskilde til Odense
Anden etape starter i Roskilde ved Roskilde Domkirke. Ruten ender i Odense og vil på vejen passere Sorø, Slagelse og Korsør – og ikke mindst vil ruten passere over Storebæltsbroen.
Tredje etape – 160 km fra Vejle til Sønderborg
Den sidste danske etape går fra Vejle til Sønderborg via Jelling, Kolding, Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa.