Fem nomineret til Årets Cykelrytter 2017
Årets cykelrytter er den mest prestigefyldte pris i dansk cykelsport. Prisen uddeles af Danmarks Cykle Union og deres hovedsponsor PostNord. Dette gøres i år i forbindelse med Dansk Bicycle Clubs (DBC) store internationale banestævne den 23. november i Ballerup Super Arena.
Køb billet til den store cykelfest her.
Et panel bestående af journalisterne Mogens Jacobsen fra Politiken, Lars B. Jørgensen fra Souplesse samt Jesper Worre, løbsdirektør PostNord Danmark Rundt og landstrænerne Catherine Marsal og Anders Lund har nomineret nedenstående fem ryttere til prisen. Nu skal de aktive licensryttere stemme om hvem der skal have prisen.
De nominerede til Årets Cykelrytter 2017:
Cecilie Uttrup Ludwig
Har imponeret med EM-sølv i U23’ernes enkeltstart, sejr i Setmana Ciclista Valenciana, sejr i ungdomskonkurrencen i Giro d’Italia Internazionale Femminile og den samlede sejr i WorldTour-ungdomskonkurrencen.
Jakob Fuglsang
Har med triumfen i Critérium du Dauphiné, hvor han vandt to etaper og sikrede den samlede sejr, fundet et nyt etapeløbsniveau i absolut verdensklasse.
Amalie Dideriksen
Har bidt sig fast helt i toppen af den internationale elite med sin sejr i regnbuetrikoten i WorldTour-løbet Ronde van Drenthe og ikke mindst VM-bronze i linjeløbet – den fjerde VM-medalje på fem år.
Mads Pedersen
Har fået en fantastisk start på sin WorldTour-karriere i et år, der har budt på et godt Giro d’Italia, sejr i Tour du Poitou-Charentes, etapesejr og samlet sejr i PostNord Danmark Rundt og DM-guld i linjeløb.
Mikkel Bjerg
Har som 18-årig formået at vinde EM-sølv og VM-guld i enkeltstart for U23-ryttere, sikre en 2.-plads i Chrono des Nations og sætte dansk timerekord på banen i verdens femte bedste tid nogensinde.
Årets cykelrytter-prisen blev uddelt første gang i 1976. Første prismodtager var holdet, der vandt bronze i 100 km holdløb ved OL 1976 i Montreal. På holdet var legender som Jørgen Emil Hansen, Jørn Lund, Verner Blaudzun og Gert Frank. Se oversige med alle modtagere af prisen her.