Bane

Firedobbelt verdensmester stopper efter det københavnske 6-dagesløb

Det københavnske 6-dagesløb, der afvikles den 26. til 31. januar bliver karrierens sidste 6-dagesløb for Alex Rasmussen. Dermed slutter karrieren for en af de bedste baneryttere nogensinde i dansk cykelsport.

Alex Rasmussen slog for alvor igennem ved at blive verdensmester i scratch i Los Angeles 2005. Et par år
tidligere havde han hentet en bronzemedalje i denne disciplin ved junior VM. Scratch var i en årrække specialet for Alex Rasmussen, der også blev verdensmester i scratch på hjemmebane i Ballerup i 2010. Karrierens to andre verdensmesterskaber blev hentet i Polen i 2009 i henholdsvis parløb med Michael Mørkøv og i holdforfølgelse.

Blandt andre højdepunkter i Alex Rasmussens karriere kan nævnes DM-titlen på landevej i Roskilde i 2007 og OL sølv i holdforfølgelse i Beijing i 2008. Men der er mange flere af slagsen. Som landevejsrytter kørte Alex Rasmussen blandt andet som professionel på Team Saxo Bank, HTC Colombia og Garmin. Det blev blandt andet til en andenplads på den afsluttende enkeltstart i Giro d’Italia i 2011 og de var sandsynligvis blevet til en sejr, hvis ikke Rasmussen blev ramt af en punktering. I 2012 blev det til en tredjeplads på Giro’ens indledende enkeltstart i Herning, og senere var Alex Rasmussen meget tæt på at komme i løbets førertrøje.

Alex Rasmussen har desuden rekorden med antal gange i Par nr. 7 i det københavnske 6-dagesløb med ni gange. Løbet har han vundet fem gange. Desuden er det blevet til 6-dagessejre i blandt andet Grenoble, Berlin, Bremen og Gent.

Alex Rasmussen fortsætter dog med at køre landevejsløb for Team Frederikshøj.