Flemming Kirkegaards blog: En cola på inderkredsen

Tænk at det er næsten 20 år siden at Mads Bugge Andersen og jeg havde road trips til Frankrig for at køre udendørs sommer seksdagesløb i Strasbourg og Lyon (ja de varede godt nok kun 3 dage).

Det var en tur vi kørte i to-tre sæsoner, og vi blev aldrig dårligere placeret end nummer tre- omend vi aldrig vandt heller. Undervejs på sådan noge ture møder man en masse nye mennesker – og selvom cykelryttere er individuelle konkurrenter, så opstår der en del fællesskab i sporten, selvom man er konkurrenter. Ikke helt logisk egentlig men væddeløbere kan bare det der med at være super gode venner, når man ikke sidder med nummer eller parløbstrøje på ryggen. Ganske unikt – det ene år var danskerne Ronny Lerche og Henrik Hammel med os i Strasbourg , som det ses på et af billederne.

Af en eller anden årsag havde netop Ronny Lerche en enestående evne til at blive uvenner med stort set samtlige andre ryttere i feltet under løbet uanset om man kørte et lille bitte udskildningsløb på Ordrupbanen eller et stort internationalt parløb i Frankrig. Men det gik som regel over, når han så steg af cyklen. Så havde han glemt at han havde lovet øretæver ud til højre og venstre. . Og så var alle gode venner igen…

I 1996 boede vi imellem løbene hos familien Bourgon, der havde to brødre, Jean Louis og Patrice med i løbene. Dem kunne vi så passende arbejde sammen med undervejs i løbene.. Det kunne af og til godt være svært at køre som danskere mod alle franskmændene i feltet, der hellere så en lokal sejr end en dansk triumf. Men det hjalp som regel at der osse var tyskere og schweizere med også. Tyskerne var ofte ret usympatiske rytter typer, og de holdt sig altid for sig selv, når vi ikke kørte. Sådan nogle store maskiner var de… Til gengæld var de ret ligeglade med om nogen hjalp dem for de kørte altid sk**e stærkt- men de var ihvertfald med til at splitte alliancerne lidt op, da franskmændende jo ikke kunne jagte samtlige udlændinge hele tiden uden at forspilde deres egne chancer.

Bourgon brødrene var super flinke, og jeg skriver faktisk lidt med dem af og til her næsten tyve år efter. De boede i et stort hus på landet nede i Besancon området, og der boede vi hos dem i dagene mellem Strasbourg og Lyon løbene, og trænede med dem og som det ses blev der taget et par billeder. Jeg tog også et par af deres nydelige lillesøster søster, Marie Line, som jeg faktisk også stadig skriver med af og til stadigvæk.. som det ses på billedet med Marie line, taget en formiddag under løbet i Strasbourg inden en rulletur om formiddagen, så havde jeg skrabet armen aftenen inden, og netop den episode gav anledning til en legendarisk og endnu uafsluttet diskussion mellem Mads Bugge og mig.

Under den afsluttende aften jagt den aften kom jeg for langsomt ind i et skift (det har alle parløbsryttere prøvet og det er altså et knap så smart stunt på en cement bane i forhold til en træbane) og jeg blev efterfølgende revet af cyklen i skiftet, og landede så sidelæns på cementen . Så har man jo ret til en neutraliserings periode og jeg røg under behandling hos løbets samaritter der jo altid er glade for at de endelig kan komme i arbejde og derfor ofte gør jobbet ekstra grundigt. De skulle jo både skylle og rense de sår der var og der var lidt på benene, hofterne og armene. Det år havde vi en hjælper med, og han kom jo ind og spurgte til mig mens jeg sad der inde på inderkredsen – og så gav han mig en iskold cola så jeg kunne få lidt væske mens jeg blev behandlet.. og synet oppe fra banen-af mig med en kold cola- DET behagede i k k e min makker der stadig kørte rundt 100% med feltet oppe på banen. Heldigvis kunne jeg ikke rigtig høre hvad der kom af eder og forbandelser oppe fra ham pga musikken, der kørte i højttalerne. Men det egnede sig h e l t sikkert ikke til en skriftlig fremstilling. Da jeg havde fået renset det værste af sårene OG tilfældigvis havde nået at drikke min cola, gik jeg på banen igen og så havde jeg jo gode restituerede ben så jeg tænkte at jeg ku jo ligeså godt stikke af fra feltet. Mads der jo havde kørt med 100% i de få minutter jeg var nede så, synes måske ikke min ide var så smart som jeg selv gjorde. Men jeg kørte i min trøje der var fuldstændig revet op i siden og publikum (for der var faktisk godt fyldt omkring banen) elskede det. Vi vandt også de sidste spurter i jagten og bevarede de grønne point trøjer i resten af løbet.. Men jeg må ofte høre fra Mads om “dengang jeg lå og hyggede mig med en cola på inderkredsen”.. iøvrigt findes den legendariske FBL sportsdirektør Esben ryding på et af billederne. Esben var bedre kendt som den Albanske hønsetyv da han let kunne sammenlignes med en sådan. En rigtig FBL legende..