Første dansker udtaget til Vuelta a España
Deceuninck – Quick-Step har nu officielt offentliggjort deres hold til Vuelta a España, der i år køres den 20. oktober til 8. november. Danske Michael Mørkøv er med, og skal styre den irske sprinter Sam Bennett i løbets massespurter. Øvrige hjælpere til Bennett, der som bekendt vandt pointtrøjen i Tour de France, er new zealandske Shane Archbold og tjekkiske Zdenek Stybar.
Det belgiske team stiller desuden med italienerne Andrea Bagioli og Mattia Cattaneo, amerikanske Ian Garrison og tyske Jannik Steimle. Teamet har også Brian Holm blandt sportsdirektørerne i løbet, der skal køres i udgave nr. 75 og indledes i Irun i Baskerlandet.