Produktnyheder

Fredag er det tid til finalen i cykelpoesi

Fredag, den 10. juni, er det tid til finalen i KBH-mesterskab i cykelpoesi. Som bekendt kommer Tour de France til København den 1. juli. Det har medført mange spændende cykelevents i Danmarks hovedstad. Et af disse er KBH-mesterskab i cykelpoesi arrangeret af Valby Kulturhus, Lygten Station, Kulturhuset Indre By og Kvarterhuset Amagerbro samt det tidligere DM-vinder i poetry slam Peter Dyreborg . Der har over foråret været afviklet tre kvalifikationsrunder, og fredag er det tid til finalen på Valby Kulturhus.

Mesterskabet er en poetry slam-konkurrence, der sætter spot på touren, cykling generelt og ikke mindst cyklen, som københavnernes tro følgesvend i trafikken. Koblingen til cykelsporten er Jørgens Leth og hans poetiske refleksioner omkring cykling samt hans maleriske kommentatorstil. KBH-mesterskab i cykelpoesi er for dig, der er cykelfan. Og/eller dig, der er slam-fan.

Følgende syv poetry slammere har kvalificeret sig til fredagens finale:

Sara Hauge (vinder i kval 1), Caroline Sønderskov (andenplads i kval 1), Michael Dyst (vinder i kval 2), Rei McKay Mansa (andenplads i kval 2), Lasse Nyholm Jensen (vinder i kval 3), Cathrine Honoré (andenplads i kval 3) samt Alexander Philips Larsen (best of MCs choice).

Showet varer fra kl. 20.00 til cirka kl. 23.00-23.30, inkl. to pauser.

Billetpris i finalen 75 kr. (endda kun 50 kr. for studerende)