Gert Frank blev indbegrebet af 6-dagesløb i Forum
Danmarks mest kendte 6-dagesrytter hedder Gert Frank. Fulgte man 6-dagesløbene i 1980’erne, så kender man også Gert Frank. En rytter der for mange blev indbegrebet af 6-dagesløb, og et navn som mange fortsat ser som indbegrebet af 6-dagesløb.
Gert Frank havde sin storhedsperiode i slutningen af 1970’erne og i starten af 1980’erne. Dette samtidig med at store stjerner som Patrick Sercu, René Pijnen og Danny Clarke gjorde sig i 6-dagesløbene. At kunne gøre sig gældende blandt disse navne, understreger at Gert Frank var en 6-dagesrytter af meget stor klasse.
Frank var som blot 20-årig med til at vinde OL-bronze i Montreal i 1976 i den modbydelige 100 km holdløb disciplin. Kort efter gik Gert Frank over som professionel, og debuterede som 6-dagesrytter i Gent, hvor han sammen med Ole Ritter blev nr. fem.
Det blev til 20 6-dagessejre for Gert Frank i 143 starter. Kun en sejr mindre end den danske rekord, som Palle Lykke er indehaver af.
Men også en række europamesterskaber i parløb med Hans-Henrik Ørsted kan Gert Frank skrive på rekordlisten. Netop parret Gert Frank/Hans Henrik Ørsted er der rigtig mange, der husker fra 1980’ernes 6-dagesløb i Forum. De to kørte som Par nr. 7 fem gange mellem 1981 og 1987, men sejrede kun en gang samme i København. Men Gert Frank vandt dog også i Forum med René Pijnen og Patrick Sercu.
Frank var en imponerende elegant rytter med en flot position på cyklen og en god hurtighed. Noget nær den perfekte parløbsrytter. Han og Ørsted havde ofte en række kontroverser, der blev beskrevet intenst i medierne, og ofte gav god reklame for københavns 6-dagesløb. Havde de to fundet ud af det bedre sammen ville de uden tvivl havde opnået bedre sportslige resultater.
Desværre fik Gert Franks karriere en mindre heldig afslutning. Ved det 29. københavnske 6-dagesløb, i 1987, var Frank tydeligt stresset af manglende resultater igennem hele sæsonen. På et tidspunkt slog den danske stjerne ud efter tyske Josef Kristensen. Efter jagten fortsatte Frank sin aggressive opførelse, og nu gik det ud over en kommissær. Dette kostede den videre deltagelse i løbet. Dermed var karrieren reelt slut for Gert Frank.
Gert Frank er i øvrigt fortsat en flittig gæst på cykelbanen i Ballerup. Sønnerne Martin og Philip har selv kørt i en periode og også Fru Charlotte Frank har påtaget sig flere lederoller i cykelsporten.