Gert Frank blev indbegrebet af 6-dagesløb i Forum
I forbindelse med at mandagens handicapjagt ved Bilka 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena også er Gert Franks Mindeløb bringer CyclingWorld.dk nedenstående kapitel fra bogen 6-dagesløb.
Gert Frank døde blot 62 år den 19. januar.
Gert Frank blev indbegrebet af 6-dagesløb i Forum
Danmarks mest kendte 6-dagesrytter hedder Gert Frank. Fulgte man 6-dagesløbene i 1980’erne, så kender man også Gert Frank. En rytter, der for mange blev essensen af 6-dagesløb, og et navn, som mange fortsat ser som indbegrebet af 6-dagesløb.
Gert Frank havde sin storhedsperiode i slutningen af 1970’erne og i starten af 1980’erne. Dette samtidig med at store stjerner som Patrick Sercu, René Pijnen og Danny Clarke gjorde sig i 6-dagesløbene. At kunne gøre sig gældende blandt disse ryttere understreger, at Gert Frank var en 6-dagesrytter af meget stor klasse.
Frank var som blot 20-årig med til at vinde OL-bronze i Montreal i 1976 i den modbydelige 100 km holdløbsdisciplin. Kort efter gik Gert Frank over som professionel, og debuterede som 6-dagesrytter i Gent, hvor han sammen med Ole Ritter blev nr. fem, Den første professionelle 6-dagessejr vandt Gert Frank i Herning i 1977 sammen med hollandske René Pijnen.
Frank nåede også en kort landevejskarriere på det daværende spanske Reynolds-team, der senere blev til Banesto. Den unge dansker markerede sig faktisk fint og var populær i det spanske. Men en leverbetændelse sendte Frank retur i Danmark, og 6-dageslø bene blev vejen tilbage til toppen. I de følgende år havde Gert Frank Brugsen og deres Winners-koncept som personlig sponsor.
Det blev til 20 6-dagessejre for Gert Frank i 143 starter. Kun en sejr mindre end den danske rekord, som Palle Lykke er indehaver af. Men også en række europamesterskaber i parløb med Hans- Henrik Ørsted kan Gert Frank skrive på rekordlisten. Netop parret Gert Frank/Hans Henrik Ørsted er der rigtig mange, der husker fra 1980’ernes 6-dagesløb i Forum. De to kørte som Par nr. 7 fem gange mellem 1981 og 1987, men sejrede kun en gang sammen i København. Men Gert Frank vandt dog også i Forum med René Pijnen og Patrick Sercu.
Frank var en imponerende elegant rytter med en flot position på cyklen, en god hurtighed, og så kunne han læse udviklingen i et cykelløb. Noget nær den perfekte parløbsrytter. Han og Ørsted havde ofte en række kontroverser, der blev beskrevet intenst i medierne og ofte gav god reklame for Københavns 6-dagesløb. Havde de to fundet ud af det bedre sammen, ville de uden tvivl havde opnået bedre sportslige resultater. Men forskellighederne var ganske enkelt for store. Tidligere i karrieren forsøgte Gert Frank at få et fast makkerskab med først René Pijnen, men også schweiziske René Savary var i spil som fast makker. Det lykkedes dog aldrig at få disse makkerskaber etableret.
Desværre fik Gert Franks karriere en mindre heldig afslutning. Ved det 29. københavnske 6-dagesløb i 1987 var Frank involveret i en strid med tyske Josef Kristen. Kommissærerne tildelte danskeren en advarsel, hvilket han ikke ville acceptere, og han endte med at forlade løbet. Dermed var karrieren reelt slut for Gert Frank.