GP Herning er klar med dato for 2022
Lørdag den 21. maj 2022 bliver datoen for den 28. udgave af Grand Prix Herning – En forårsdag på heden.
2022-udgaven af det midtjyske løb bliver traditionen tro afviklet rundt om Herning, hvor rytterne skal forcere ikke mindre en 15 grusveje undervejs. Dog med en mindre ændring, da den Internationale Cykle Union`s (UCI) regler foreskriver at kategori 1.2 løb, som Grand Prix Herning er kategoriseret i, maximalt må være 180 kilometer.
”Derfor korte vi ruten af ved at køre direkte fra Vildbjerg og opad Trehøje bakke, i stedet for at køre udover Røddinglund. Denne lille ændring betyder vi rammer de 180 kilometer i stedet for de normale 198 kilometer. Dette gør dog vi mister en enkelt grusvej, men vi er ikke i tvivl om at løbet stadig beholder sin hårdhed og rytterne nok skal blive trætte inden de rammer målstregen i Herning. Det vigtigste er, at vi beholder løbets identitet og det unikke ved at køre en relativ stor del af løbet på grus- og markveje. Det er det, der gør Grand Prix Herning til noget helt specielt” udtaler Steffan Bill fra Herning Cykle Klub.
”Vi har stadig et super hårdt løb, og vi vil helt sikkert få en vild kamp på heden, det ændre det ikke på.”
Grand Prix Herning og Fyn Rundt køres som vanligt i samme weekend, hvor organisationerne bag de 2 løb samarbejder på flere områder. Blandt andet at sammensætte et stærkt felt med mange danske og udenlandske hold.
De første aftaler med udenlandske hold er allerede på plads. Samarbejdet har ligeledes betydet af begge løb sendes direkte på TV2 Sport, hvor der filmes både fra motorcykler og helikopter. ”Vi rigtige glade for at TV2 vil vise Grand Prix Herning igen. Det betyder selvsagt meget for løbet – både for holdene, for alle vores samarbejdspartner og for os som arrangør”, siger Steffan Bill.