Havik: Vi er ikke VM-favoritter
Hollænderne Yoeri Havik og Jan Van Schip viste med deres magtdemonstration i weekendens DBCs 3-dagesløb, at de skal regnes blandt de absolutte favoritter til parløbet ved de kommende VM i Berlin.
“Nu venter endnu to ugers hård træning og så restitution inden VM”, forklarede Havik til CyclingWorld.dk efterfølgende. Den rutinerede del af de to hollændere vil dog ikke tage favoritrollen på sig. “Danskerne og tyskerne er favoritter, og vi har det fint med at komme lidt bagfra”, lød det fra hollænderen, mens Van Schip var ved at analysere deres måde at angribe på. “Vi har fået finpudset vores måde at angribe på ved det her løb, så det har været meget værdifuldt for os”.
Michael Mørkøv lagde søndag heller ikke skjul på at han og Lasse Norman går efter guldet ved verdensmesterskaberne, der indledes den 26. februar i Tysklands hovedstad. Herrernes parløb over 50 km skal køres søndag den 1. marts.
Foto: Jesper Skovbølle.