Hele PostNord Danmark Rundt sendes live på DR1
Den 28. udgave af PostNord Danmark Rundt, der indledes onsdag, bliver for første gang i løbets historie vist direkte på DR1 fra start til slut. Seerne kan som tidligere år også se frem til fyldig opsamling på løbets etaper, når aftenprogrammet Sommersport ruller over skærmen på DR1.
DR1 sender for første gang cykelløbet PostNord Danmark Rundt live i sin fulde længde, når løbet indledes onsdag i Aalborg. I alt bliver det til omkring 25 timers tv fra det danske etapeløb.
Søren Vestergaard, der er sportschef i DR, forklarer om baggrunden for at hele løbet nu kan følges fra start til slut på DR1: “Vi er glade for at kunne sende Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed. Det passer rigtigt godt til DRs ambitioner at vise en event, der bevæger sig gennem landet så vi både kan vise topsport og samtidig vise Danmark frem i sommerklæder. I år sender vi for første gang hele løbet på DR1, så cykelfansene kommer ikke til at misse et sekund. Det har vi altid gerne villet, og i år har vi fundet en teknisk løsning, hvor den første del af etaperne er med motorcykelfoto mens vi de sidste to timer udvider med flotte helikopterbilleder”, siger Søren Vestergaard.
Løbsdirektør Jesper Worre glæder sig over, at seerne nu kan se hele løbet på DR1: “Med PostNord Danmark Rundt live på DR1 fra starten i Aalborg til målstregen på Frederiksberg tør jeg godt love underholdende og angrebsivrigt cykelløb fra kilometer 0. Seerne kan se frem til mange højdepunkter i årets løb, blandt andet grusvejsstigningen forbi Møns Klint på 3. etape. Vi glæder os til at vise Danmark frem, fra landevejene og fra oven. Cykelløbet er et sommerpostkort fra Danmark”, siger Jesper Worre.
PostNord Danmark Rundt blev første gang transmitteret i sin fulde længde i 2016. Dengang blev den første del af etaperne sendt på dr.dk/tv og de sidste to timer på DR1. I år er første gang løbet sendes i sin fulde længde live på landsdækkende TV.
Ligesom de foregående år er det Henrik Liniger, der dækker de fem etaper fra kommentatorboksen. Han får igen selskab af Dan Frost, der er tidligere professionel cykelrytter, sportsdirektør og OL-guldvinder i banecykling. Søren Reedtz er studievært både på etaperne og på aftenprogrammet Sommersport.
Den officielle PostNord Danmark Rundt startliste bekræftes tirsdag aften.
Hvis du vil vide mere om historien bag PostNord Danmark Rundt kan du købe bogen Historien om Post Danmark Rundt – De 25 første udgaver for blot kt. 75,- via Bike N- Run på dette link.