Henrik Elmgreen runder 80 år
Af Ole Kjeldsen
Henrik ”Rico” Elmgreen, der runder 80 år den 10. marts, er vokset op på Norsvej på Frederiksberg, som ligger mindre end 1 km fra Forum, hvor datidens 6-dagesløb blev kørt. Derfor var der en stor chance eller risiko (alt efter temperament) for, at man som halvstor dreng i midten af 1950’erne, hvor 6-dagesløbene nåede den største popularitet i Danmark nogen sinde, blev grebet af cykelsporten. Det skete også for Rico, først som tilskuer til cykelstævnerne, og fra 1962 tog han mod til sig og søgte licens, og så startede han op for ABC i begynderklassen på landevej. Det blev ikke den store succes rent resultatmæssigt, og det blev det heller ikke på cykelbanen i Ordrup, hvor han kørte fra 1967, omend det her blev til nogle enkelte indkørte præmier.
Rico interesserede sig ikke blot for sin egen cykelkarriere, men også for alt andet, der hører med til et cykelstævne og anden organisation. Og det må DBCs aldrende direktør Jørgen Beyerholm senior have lagt mærke til, for en dag i foråret 1970 kontaktede han Rico og sagde: “Elmgreen, De er en elendig cykelrytter, men jeg tror, at De vil kunne blive en god leder. Kunne De tænke Dem at starte op som min assistent på DBCs kontor – hvor der lige er blevet et job ledigt”. Rico betænkte sig ikke længe, han droppede studierne og et deltids lærerjob – og svarede ja tak til Beyerholm – og dermed startede en karriere som leder på fuld tid i cykelsporten.
Et par år efter var Jørgen Beyerholm senior gået på pension, og fra 1973-1977 blev Henrik Elmgreen den øverste ansatte hos DBC og sportslige leder på Ordrupbanen. Og han var ikke bange for sideløbende at påtage sig andre frivillige poster i cykelsporten som f.eks. medlem af DCUs nyoprettede ungdomsudvalg – og en overgang også formand for sin gamle klub ABC.
Efter tiden som fast DBC sportsleder blev han ansat hos Københavns Vinterbane i flere funktioner, og han blev sportsleder for Det københavnske 6-dagesløb fra 1984 til og med 2012, og sammen med Vinterbanens direktør Karl-Jan Heinsvig tog han initiativet og opstartede cykelløbet Danmark Rundt, der kørtes fire gange i 1980’erne. Han blev også sportsleder for 6-dagesløbene i Herning i 90’erne – og minsanten for to 6-dagesløb i Moskva i 00’erne. Han stod i spidsen for VM 2002 i Ballerup samt et par EM-stævner og World Cups på bane. Det blev også til andre internationale arrangementer f.eks. gadeløbene Rundt om Christiansborg og meget mere. Desuden var han i omkring 30 år, dog med enkelte korte afbrydelser, redaktør af unionens blad Cykle Sport. Det blev også til flere år som fast cykelekspert under Tour de France fra TV2-studiet i Odense.
Henrik Elmgreen blev et kendt ansigt hos UCI. Han var stort set altid til stede ved VM på landevej og bane, og han var i en årrække medlem af UCIs banekommission, ligesom han blev formand for UIV – sammenslutningen af professionelle baneløbsarrangører. Han er æresmedlem af DCU, DBC, ABC og UIV.
Der kunne nævnes meget mere, som Henrik Elmgreen var indvolveret i, og da han han trak sig tilbage efter 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena i 2012, var han nok den person, der har sat det største præg på dansk cykelsport i de forgangne godt 40 år. Efter sin tilbagetrækning fulgte yderlige et par bogudgivelser fra hans hånd, bl.a ”Et Liv med To Hjul” fra 2017 – hvor han skriver om sin tid og oplevelser i cykelsporten.
Der skal lyde et stort til lykke til Rico med den runde dag.
Fødselsdagen fejres privat med den nærmeste familie.
Husk at der er masser af historiske cykelbøger at købe via SportsBog.dk.