Herning bliver værtsby for DM-ugen
Den succesrige DM-uge, hvor over 200 danske mestre skal findes i en lang række forskellige idrætsgrene, skal i 2024 og 2026 afholdes i Herning Kommune.
DM i et væld af forskellige idrætsgrene på torvet midt i Herning centrum, DM i en lang række vandsportsgrene på Fuglsang sø, endnu mere sport i fantastiske omgivelser i og omkring kunstmuseet HEART og folkefest med sporten i centrum i hele Herning Kommune.
Det bliver virkeligheden, når DM-ugen i 2024 rykker til Herning Kommune.
DM-ugen blev første gang afholdt i 2022 i Aalborg og blev en bragende succes, der gentages til sommer i Aalborg 2023. Og til 2024 bliver det så Herning, der skal lægge byrammer, idrætsfaciliteter og kulturinstitutioner til den enorme idrætsbegivenhed.
Herning er blandt andet blevet tildelt værtskabet for DM-ugen på grund af byens evner til og erfaring med at koble store sportsaktiviteter sammen med folkefest og underholdning i byens rum, som tilfældet har været med tidligere afholdte kæmpeevents i Herning eksempelvis VM i håndbold, VM i ishockey og VM i ridesport
Mens nu det står klart, at DM-ugen afholdes i Aalborg i 2023, og Herning i 2024 og 2026, er det endnu ikke endeligt besluttet, hvem der skal afholde DM-ugen i 2025. Dette offentliggøres på et senere tidspunkt.
Blandt disciplinerne ved DM ugen er de danske mesterskab i landevejscykling.