Herning CK-legende er død
Harly Lindholm “Hylle” Hyldgaard er død, 74 år.
Harly Hyldgaard har det meste af sit liv været en meget markant skikkelse i Herning Cykle Klub. Dette først som rytter og siden som blandt andet bestyrelsesmedlem, sportsdirektør, løbsarrangør, massør og i en periode som formand.
Som aktiv blev det blandt andet til sejr i Hernings Blomstergadeløb i 1973 og et par danske mesterskaber i 100 km holdløb med store profiler som Verner Blaudzun, Eigil Sørensen og Henning Jørgensen. I 1992 var Harly Hyldgaard med i den gruppe, der opfandt GP Herning eller “En forårsdag på Heden”, som ofte betegnes som Danmarks største endagesløb.
Harly Hyldgaard efterlader sig hustru Birthe og sønnerne Lasse og Frank. Sidstnævnte er i dag projektleder for GP Herning og også var en del af organisationen bag Giro d’Italia starten i Herning i 2012.