Historie fortælling
Hvis man følger med i kvindecykling år 2017, så er man klar over, at Danmark lige nu lyser op med flere rigtig gode ryttere. I forhold til da jeg kørte for 5-6 år siden, så er det virkelig en stor kontrast. Dengang kørte jeg selv og Linda Villumsen i en årrække som de eneste danske udenlandsproffer hvilket til tider kunne føles lidt ensomt. At et lille land som Danmark i dag præsterer, at have 8-10 professionelle kvinder samt et dansk registreret cykelhold, det er rigtig fedt. Det er helt vildt, at vi har en eliteverdensmester i Amalie Dideriksen – og det er endnu mere vildt at hun vinder i regnbuetrøjen.
Derudover, så har vi nogle rising stars i Cecilie Uttrup, Marie Vilmann og Christina Siggaard. Alle ryttere som har gjort sig smukt bemærket i starten af år 2017. Ved siden af disse, så har vi en håndfuld ryttere, som er med til at skabe en god dansk bredde i toppen af international kvindecykling. Det gør mig så glad at se den udvikling som sker . For mig er dette dog ikke helt nyt, mere om dette senere.
Der har i rigtig mange år været grøde i dansk damecykling – med op og nedture – men grøde har der været! Det er vigtigt, at vi nu holder fast, at udviklingen fortsætter og vi bevarer de kæmpetalenter vi har. Forudsætningerne for dette er utvivlsomt til stede. Jeg oplever i hvert fald, at der i de danske kvinder er opstået en ny form for elitekultur og vindermentalitet, som tidligere nok mest har været rigtig personificeret ved Linda Villumsen og Mie Lacota, hvor sidstnævnte desværre valgte at stoppe sin karriere på et meget tidligt tidspunkt.
Nu hører jeg efterhånden til blandt “de gamle koner” i cykelmiljøet. Sidste vinter blev jeg eksempelvis adspurgt om hvorfor jeg ikke deltog i veteran DM. Dér blev jeg sgu’ lidt mopset på den hyggelige måde… Jeg er sådan set kun 28 år…!! Men ja, jeg har været i gamet længe. Og derfor vil jeg også vove at påstå, at jeg måske er en af de få nuværende ryttere, med en lidt længerevarende historik i baghovedet.
Jeg husker svagt tilbage fra sidst i halvfemserne, en ung Lisbeth Simper som i en tidlig alder tog chancen og rejste til Italienske Lucca, for at køre for det lokale Michela Fanini Team. Et team som stadigvæk eksistere i dag, men som dengang havde den regerende verdensmester Edita Pucinskaite samt flere andre af datidens større ryttere. Lisbeth Simper blev flere gange dansk mester i linjeløb og enkeltstart, men desværre satte en knæskade en stopper for hendes karriere. Nu når jeg er ved dette, så var der også en kvinde ved navn Vibe Kolding, som dukkede frem af den blå luft og kørte for samme italienske hold som Simper. Vi skal selvfølgelig heller ikke glemme Rikke Sandhøj og søstrene Sanne og Lotte Schmidt fra Randers.
I starten af 0’erne, husker jeg en del mere. Det er værd at bemærke, at man allerede her så det første danske professionelle danske damehold, Team Grace – som senere blev til Team SATS. Holdet blev i øvrigt leddet af Chris MC donald som mange kender fra TV idag. Der blev grint lidt i krogene af konceptet (blandt andet foregik en del af træningen på spinningscykler), men set i bakspejlet må vi bare konstatere, at der kom et boom af danske cykelryttere på internationalt niveau. Dem som jeg bedst erindrer er blandt andet min navnesøster Trine Hansen, Mette Fischer, Dorthe Lohse, Maja Adamsen, Pernille Langelund, Lise Horslund Christensen og en ung Linda Villumsen. Navne som måske ikke nødvendigvis erindres af alle idag – men indtil Amalies Didriksens fantastiske verdensmesterskab sidste år, var Dorthe Lohses 4. plads ved VM i Madrid i 2005, faktisk det hidtil bedste danske VM resultat.
Af andre topresultater kan også nævnes Mette Fishers etape sejr i damernes pendant til Tour de France, Tour de l’Aude. (Mette har i øvrigt annonceret et comeback til den kommende 2017 sæson). Med Team SATS kom i øvrigt også vores nuværende landstræner Catherine Marsal ind i billedet. Hun blev undervejs i holdets levetid hvervet som sportsdirektør hvilket betød, at hun flyttede til Danmark – hvilket skulle vise sig, at være den spæde start på hendes nuværende job som dansk landstræner.
Flere af de ovennævnte ryttere forsatte på det italiensk baserede Team Aliverti Bianchi Kookai som havde deres base tæt på Lucca, i Piacacenta. For dem som rigtig er inde i historien, skal det lige nævnes at sportsdirektøren her, hed Della Santa, som selv havde en stor professionel karriere bag sig (blot en lille bibemærkning )
I 2007 bliver jeg selv professionel sammen med Mie Lacota og Maria Bornak. Samtidig med dette sker der gradvist et frafald af de førnævnte ryttere som vælger at stoppe deres karriere af forskellige årsager. Dét kombineret med, at Maria Bornak og Mie Lacota i en al for tidlig alder, vælger at stoppe deres karriere betyder, at der på den udenlandske cykelarena i en periode kun er Linda Villumsen og undertegnede tilbage i det udenlandske felt. Det skal dog nævnes, at flere unge danske kvinder forsøgte sig, men aldrig blev en etableret del af det internationale felt i årene fremad.
Hvorfor kommer gennembruddet for dansk kvindecykling så nu, fristes man til at spørge? Det korte svar er, at de unge piger er talentfulde, de træner målrettet og alle har dygtige trænere tilknyttet. Dernæst så tror jeg også at det spiller ind, at de danske ryttere er spredt ud på flere forskellige World Tour hold. Dette gør måske, at den enkelte rytter oftere får chancen for at køre sin egen chance, fremfor altid at være hjælperytter. Jeg tror på at det er sundt, at nogle tør tage chancen, og sige JA TAK til at prøve kræfter på et udenlandsk hold. Andre ser måske på én med lidt andre øjne, og man giver sig nok også selv lige de ekstra procent, for at vise, at man er værdig til at køre på holdet. Ser vi egentlig ikke lidt ala’ det samme scenarie for de danske mænd, som udfolder sig på World Touren? Cort vinder, Søren Kragh vinder, Lasse kommer på podiet osv.
Alle kører de på forskellige hold.
