Historien om EM i Derny pace
Den 1. november afvikles der europamesterskab i Derny pace i Ballerup Super Arena. Her er et lille historis tilbageblik på den spektakulære begivenhed.
Pace efter en cykel med motor er en ædel disciplin i cykelsporten. Dette har gennem tiden været afviklet i forskellige former. Blandt andet fik Danmark ved Jens Veggerby en verdensmester i motorpace i Norge i 1993. De første officielle europamesterskab i Derny pace blev afholdt i 2000 i Amsterdam, hvor danske Jimmi Madsen sejrede. Tidligere har der fra 1962 til 1991 været afholdt et åbent europamesterskab i Derny pace. Det åbne begreb er blandt andet understreget ved at australske Danny Clarke vandt tre gange i 1980’erne. Det første mesterskab blev vundet af hollandske Peter Post, der i alt vandt begivenheden otte gange! Det blev til danske sejre ved Ole Ritter i 1976 og til Gert Frank i 1983. Gert Frank vandt desuden sølv i 1982, hvilket Palle Lykke også gjorde i 1967. Lykke har desuden to gange (1963 og 1964) vundet bronze, mes også Ole Ritter (1977) er noteret for en bronzemedalje
Året efter at Jimmi Madsen vandt den første officielle titel, vandt belgiske Matthew Gilmore titlen samme sted, mens det blev til dansk bronze ved Madsen. To gang tidligere er der blevet afholdt Derny EM i Ballerup Super Arena. I 2006 sejrede belgiske Iljo Keisse, og for to år siden blev det til en dansk EM-titel ved Jesper Mørkøv. Den unge Mørkøv har også en sølvmedalje i disciplinen fra 2012, hvor der blev kørt i italienske Montichiari. Storebror Michael Mørkøv har vundet en bronzemedalje tilbage i 2008 i hollandske Alkmaar. Sidste år blev der kørt i tyske Hannover, hvor belgiske Kenny De Ketele vandt foran italienske Davide Vigano og hollandske Jesper Asselman. I øvrigt kan det også nævnes, at den senere Tour de France vinder Bradley Wiggins vandt EM-titlen tilbage i 2003.
Officielle europamestre i Derny pace:
2000 Jimmi Madsen (Den)
2001 Matthew Gilmore (Bel)
2002 Matthew Gilmore (Bel)
2003 Bradley Wiggins (Gbr)
2004 Ikke kørt
2005 Alex Scmidt (Rus)
2006 Iljo Keisse (Bel)
2007 Matthé Pronk (Ned)
2008 Matthé Pronk (Ned)
2009 Kenny De Ketele (Bel)
2010 Ikke kørt
2011 Peter Schep (Ned)
2012 Davide Vigano (Ita)
2013 Elias Viviani (Ita)
2014 Jesper Mørkøv (Den)
2015 Kenny De Ketele (Bel)