BaneHistorie

Historisk Tour-vinder og tre rekorder af Egg og Berthet

Over vinteren bringer CyclingWorld.dk en række artikler med udgangspunkt i cykelsportens mest prestigefyldte rekord, timerekorden. Her om rekorderne i starten at det 20 århundrede

Første timeverdensrekord i det 20. århundrede blev sat af franske Lucien Mazan Petit-Breton, der var 22 år gammel, da han den 24. august 1905, på Buffalo Velodromen i Paris, kørte 41.110 meter på en time.

Petit-Breton blev født i Frankrig, men flyttede som 8-årig til Buenos Aires, hvor han blev argentinsk statsborger. Som 16-årig vandt han en cykel i et lotteri, og derefter startede hans cykelkarriere. Han flyttede tilbage til Frankrig 1902, da han skulle i militæret, og begyndte derefter sin cykelkarriere i det franske. Samme år som han slog timerekorden blev han nr. fem i Tour de France. I 1907 vandt han både Milano-Sanremo og Tour de France. Året efter blev han historisk som den første til at vinde Tour’en to gange. Det blev også til en etapesejr i Giro d’Italia, og sejr i klassiske Paris-Tours inden Første Verdenskrig satte en stopper for hans karriere. Lucien Petit-Breton blev dræbt i en ulykke som blot 35-årig i 1917.

Duel mellem Egg og Berthet
Fra 1907 og frem til Første Verdenskrig udviklede kampen om, hvem der kunne køre længst på 60 minutter sig til et opgør mellem schweiziske Oscar Egg og franske Marcel Berthet. De to slog begge rekorden tre gange. Dette er siden kun også udført  af britiske Chris Boardman. Alle seks rekorder sat i Buffalo Velodrome i Frankrigs hovedstad.

Da Berthet satte sin første rekord i 1907 var han blot 19 år. Fem år senere var Egg 22 år, da han satte si første timeverdensrekord.

Rekorder af Egg og Berthet:
41.250 meter af Marcel Berthet (FRA), Paris den 20. juni 1907
42.360 meter af Oscar Egg (SWI), Paris den 22. august 1912
42,741 meter af Marcel Berthet (FRA), Paris den 7. august 1913
43.525 meter af Oscar Egg (SWI), Paris den 21. august 1913
43,775 meter af Marcel Berthet (FRA), Paris den 20. september 1913
44.247 meter af Oscar Egg (SWI), Paris den 18. juni 1914

Oscar Egg levede fra 1890 til 1961. Han var professionel cykelrytter fra 1911 til 1926. Han gjorde det imponerende både på banen og på vejen. Egg vandt i 1914 i to etaper i Tour de France og klassiske Paris-Tours. Hans karriere blev sat på stand-by af Førte Verdenskrig, men i 1917 vandt han blandt andet Milano-Torino og en etape i Giro d’Italia. Egg blev også kendt for at udvikle cykler og udstyr. Hans timerekord fra 1914 stod i næsten 20 år. Oscar Egg døde i 1961 i Nice.
Marcel Berthet var professionel fra 1907 til 1923. Han var også en god 6-dagesrytter, men kørte også Tour de France en enkel gang. Han blev født i 1887 og døde i 1953.

Husk at købe dine sportsbøger via SportsBog.dk og få dine kulturnyheder via JuicyNet.dk.