Husker du? Da Veggerby slog Ritters rekord
Det var den 19. august 1995. Og det var på Ordrupbanen. Verdensmester i motorpace fra 1993 Jens Veggerby ville slå Ole Ritters danske timerekord i motorpace fra 1973 sat samme sted.
Den gang. I 1973, den 27. juni, mente Ritter og arrangørerne at der var tale om en verdensrekord. For man havde målt rundt ved det blå streg, hvor Ritter kørte, på Ordrupbanen, hvilket gjorde banen 10,5 meter længere end den officielle længde på 370 meter, målt i bunden. Dette accepterede den internationale cykelunion dog ikke, og rekorden på 76.813 meter blev ikke anerkendt som verdensrekord.
Jens Veggerby formåede at slå Ritters rekord ved at køre 77.193 meter. Ordrupbanen var blevet ombygget i 1986, så der blev lavet en ny opmåling til Veggerbys rekordforsøg. 382,5 meter var banen ved den blå streg.
I øvrigt. Jens Veggerby var pacet af hans faste pacer Bruno Walrave, der også pacede ham, da han blev verdensmester i motorpace i Norge i 1993. Ritter var pacet af italienske Rema Calzolari.
Og for lige at lave en krølle på historien. Jens Veggerby var 11 år i 1973, og var til stedet på Ordrupbanen, da Ritter slog sin rekord.
Tak til Ole Kjeldsen.
Husk at købe dine historiske cykelbøger via SportsBog.dk.