Jesper Hansen til Riwal Cycling team
Tidligere WorldTour-rytter Jesper Hansen skal i 2021 køre for kontinentalteamet Riwal Cycling team.
Jesper Hansen kommer til Riwal Cycling Team efter to år på det franske World Tour-hold Cofidis, hvor han senest kørte Giro d’Italia i oktober. Danskeren håber, at han med skiftet til Riwal Cycling Team kan skabe nogle resultater og hjælpe holdet op på et højere niveau.
“Jeg kunne godt tænke mig at vinde noget igen. Min sidste sejr var Tour of Norway, så jeg vil starte med bare at vinde noget. Holdets ambition er at rykke op igen, og hvis jeg kunne bidrage til det og vise, at holdet har et godt niveau, så er det en god målsætning at have,” siger Jesper Hansen, der ser frem til udfordringen ved at være underdog.
“At køre på Riwal Cycling Team bliver selvfølgelig noget andet, men det vil være det samme at køre cykelløb. Jeg kan huske fra tiden inden, at jeg kørte på World Tour’en, at det var ret sjovt at komme med et mindre set up og se, om man kunne slå nogle af de større hold. Jeg tror på, at det bliver godt, og jeg har masser af motivation for sæsonen til at gøre det så godt som overhovedet muligt,” siger den 30-årige fynbo.
Sportslig ansvarlig Michael Skelde er begejstret for, at Jesper Hansen har valgt at køre for Riwal Cycling Team, og han forventer, at han giver holdet et skub i en positiv retning.
“Det er klart, at Jesper er en gave til et cykelhold som vores med den udvikling, vi er igennem. Han kommer med erfaring fra Grand Tour’s og fra den allerstørste scene, og han er en rytter, der kommer til at kunne køre med om klassementet i alle de løb, hvor der er nogle hårdere stigninger. Jeg har en forhåbning om, at Jesper kommer hjem og lykkes sammen med os på den rejse med at blive et dansk professionelt cykelhold igen,” siger Michael Skelde, der ikke er i tvivl om Jesper Hansen kvalitet som cykelrytter.
“Hans niveau er bare rigtigt højt, og vi kommer til at køre med om sejrene i nogle store cykelløb samen med Jesper. Han vil også kunne gøre det godt i løb som PostNord Danmark Rundt afhængigt af, hvordan løbet bliver skruet sammen. Jeg ser Jesper som en komplet rytter, der passer godt ind på vores hold, og som kan begå sig i mange af de svære løb,” siger Michael Skelde.
Jesper Hansen har skrevet under på en 1-årig kontrakt med Riwal Cycling Team.