Internationalt landevej

Kenneth Møller Kristensen fylder 50 år

CycklingWorld.dk’s redaktør og ejer Kenneth Møller Kristensen fylder 50 år den 9. maj.

Af Ole Kjeldsen

I sin ungdom spillede Kenneth som så mange andre fodbold . Dette foregik i Kastrup Boldklub, men cykelsporten vakte alligevel hans interesse.  I 1998 startede han websitet CyclingWorld.dk, og han udgav også cykelblade under samme navn. Det hele accelererede,  da Danmarks Cykle Union (DCU) i 2004 indgik en aftale med Kenneth om at gøre bladet CyclingWorld til unionens officielle organ – samtidig med at Kenneth passede unionens website og var pressechef i Post Danmark Rundt. Da BikeCity med World Cups og VM på bane og landevej nærmede sig blev Kenneth fuldtidsansat hos DCU, og denne ansættelse kulminerede med VM på landevej 2011 i København og Rudersdal, hvor Kenneth styrede det internationale pressekorps. 

Efter DCU-tiden blev Kenneth kommunikations- og pressechef først ved Det københavnske 6-dagesløb og senere også hos DBC, hvor han i de seneste år har passet den daglige drift på kontoret. Hertil er kommet andre funktioner i cykelsporten samt en virksomhed, der arbejder med skiturisme i Sverige, ligesom han sidste forår var pressecenteransvarlig ved VM i ishockey i Royal Arena.

Der har også været tid til bogudgivelser. Kenneth Kristensen har udgivet ”De danske Cykelhelte” samt ”Historien om Post Danmark Rundt” om de første 25 Post Danmark Rundt-løb. Og i vinters udgav han bogen ”6-dagesløb.” Flere bøger skulle efter sigende være på vej! 

Rigtig cykelrytter har Kenneth aldrig været – men han har som cykelmotionist deltaget i bl.a. Aarhus – København og  Claudy Criquielion motionscykelløbet i Ardennerne, så han har følt cykelsporten på sin krop. Kenneth er indfødt Amagerkaner, så der bor han naturligvis fortsat sammen med sin samleverske Rikke og deres to døtre.