Klassisk løb køres torsdag i Ballerup Super Arena
Torsdag afvikler DBC (Dansk Bicycle Club) sæsonens tredje stævne i Ballerup Super Arena. Stævnets hovedbegivenhed bliver det klassiske DBCs 10 km mesterskab. Et løb der blev første gang kørt i 1935, og er igennem tiderne blevet vundet at store navne som blandt andre Willy Falck Hansen, Evan Klamer, Kay Werner Nielsen, Palle Lykke, Hans-Henrik Ørsted, Dan Frost, Jimmi Madsen og Alex Rasmussen. Se liste med tidligere vindere her.
Der køres over 10 km med stærk føring af en Derny-motor de første ni kilometer, inden der derefter åbnes op for finalen den sidste kilometer.
Sidste år sejrede Marc Hester, og den stærke 6-dagesrytter er også blandt de store favoritter i år. Hester vil dog uden tvivl blive udfordret af blandt andre formstærke Andreas Kron, men sandsynligvis også Jesper Mørkøv, Rasmus Bøgh Wallin, Arne Birkemose, Mathias Malmberg og Oliver Wulff Frederiksen.
Bland andre højdepunkter ved torsdagens stævne kan nævnes en række sprinterløb. Måske kan den danske mester William Rimkratt-Milkowski slå den danske rekord i 200 meter med flyvende start? Der skal desuden køres Derny med tre indledende heat og en finale samt et parløb, hvor Jesper og Jacob Mørkøv kører sammen, Marc Hester kører med Alexander Lander, Mathias Malmberg og Oliver Wulff Frederiksen er sat sammen og også Rasmus Bøgh Wallin og Andreas Kron skal regnes blandt favoritterne
Stævnet indledes kl. 18:30. Entré kr. 50,-