Kluge tog direkte fra Emiraterne til VM i Polen
For andet år i træk blev tyskerne Roger Kluge og Theo Reinhardt søndag verdensmestre i parløb. Denne gang i polske Pruszkow og foran danskerne Lasse Norman og Casper Folsach. Bemærkelsesværdigt ved søndagens sejr var det, at Kluge, der til dagligt kører for Lotto Soudal teamet, lørdag afsluttede UAE Tour med en etape i Dubai, og først søndag middag, få timer inden starten af det 50 km lange parløb ankom til Pruszkow. Alligevel blev det til en overbevisende sejr.
Næste år skal VM afholdes i Berlin, og mon ikke de to tyskere drømmer om et hattrick.