Københavnske hoteller kimes ned i forbindelse med Tour de France-start
Ifølge Ritzau kimes københavnske hoteller allerede nu ned af kunder, der ønsker værelser til juli 2021, når Tour de France indledes i Danmarks hovedstad.
Blandt andre hoteller har Scandic Hotels allerede modtaget over 100 henvendelser på bookinger i 2021, når Tour de France starter i Danmark. Det fortæller kommunikationschefen i Scandic, Daniel Kirchhoff til Ritzau:
“Vi har oplevet massiv efterspørgsel allerede, og man skal huske på, at der er to et halvt år til”, siger Daniel Kirchhoff ifølge ritzau.
Men Scandic har ikke åbnet for bookinger endnu. “Vi åbner først for bookinger et år før, så vi har ikke åbent endnu. Men vi kigger på, om vi skal gøre noget særligt i denne forbindelse”, siger Daniel Kirchhoff.
Første etape i Tour de France 2021 skal være en enkeltstart i København. Anden etape er fra Roskilde til Nyborg, mens tredje etape er fra Vejle til Sønderborg.
Hoteldirektøren for Munkebjerg Hotel i Vejle, René Aarby Sørensen, melder alle værelser booket natten fra den 3. juli til 4. juli 2021, hvor cykelrytterne skal starte tredje etape. “Det er så fedt. Det bliver sjovt og en helt enestående opgave at skulle have overnattende gæster fra Tour de France-holdet”, siger René Aarby Sørensen til TV SYD.