Kun en dansker har kørt på podiet Scheldeprijs
Onsdag køres den belgiske semiklassiker Scheldeprijs i udgave nr. 106. Et løb der er kendt for ofte at være for de hurtige ryttere. Blandt andre har tyske Marcel Kittel vundet fem af de seneste seks udgaver. Det var desuden her at Mark Cavendish tilbage i 2007 fik et gennembrud.
Af danskere deltager i år Lars Bak hos Lotto Soudal, Matti Breschel fra EF Education, Mads Würtz Schmidt fra Katusha, Søren Kragh Andersen fra Team SunWeb samt Michael Carbel fra Fortueo-Samsic. Desuden er der debut på World Tour’en til Kasper Asgreen, der har fået kontrakt med Quick-Step Floors, der også har Michael Mørkøv med.
Eneste dansker, der har kørt på podiet i løbet, er Kaj-Allan Olsen, der blev nr. tre i 1956. Det er nok de færreste, der husker Kaj-Allan Olsen. Men han var faktisk en blandt fire danskere, der kørte Tour de France i 1958. Dette var året, hvor Hans E. Andresen blev det første dansker til at gennemgøre Touren. Kaj Allan Olsen måtte udgå på 10. etape med tekniske problemer.
Kaj Allan Olsen har blandt andet også vundet Fredsløbet i 1951, en etape i Polen Rundt, og har deltaget ved VM OL i Helsinki i 1952 og flere VM.
Tre andre danskere har kørt i top-10 i Scheldeprijs. Lars Michaelsen har hele tre af slagsen med en sjetteplads som bedste placering. Allan Bo Andresen blev nr. 7 i 2003 og Frank Høj nr. 9 samme år, hvor begge kørte for Team fakta.
Der skal køres onsdag fra Terneuzen til Schoten over 200 km på en noget anderledes rute end de seneste år.