Mads P: Jeg forsøgte at være smartere
Da Mads Pedersen søndag vandt karrierens næststørste sejr, det 82. Gent-Wevelgem, skete det efter imponerende klog kørsel, specielt i finalen.
Løbet blev kørt over 225 kilometer i koldt og vådt vejr. Men først 1500 meter før mål skete den afgørende udskilning. “Tre gutter kom afsted fra gruppen, og jeg håbede at Mathieu van der Poel og Wout van Aert ville lukke det, men det gjorde de ikke. Så lykkedes det for mig at hoppe frem, blive bagerst i gruppe, og åbne spurten derfra. Jeg kan lide lange spurter. Det passer mig bedre. Det var et hårdt løb, specielt i dette vejr, regn og så tørvejr, men jeg ved hvordan, det skal håndteres, så det var godt for mig”, forklarede Mads Pedersen efter sejren.
Sejren var den første i en klassiker for den tidligere verdensmester. “Jeg lærer mere og mere hver gang jeg kører cykelløb, og i dag forsøgte jeg at være en smule smartere end normalt, og heldigvis betalte det sig. Jeg havde kræfter nok til at køre frem til de tre, og også køre en god spurt. Det var en beslutning jeg måtte tage på få sekunder. Farten begyndte at gå lidt ned, og jeg vidste at det var nu eller aldrig”.
24-årige Mads Pedersen oparbejder stille og roligt en imponerende resultatliste, og nu står næste uges Flandern Rundt, hvor han blev nr. to for to år siden, som det helt store mål. “Jeg gjorde de godt i Flandern for to år siden, og nu har jeg bevidst, at jeg er en af dem, der kan vinde klassikere. Det betyder meget for mig. Jeg sprang VM over for at være klar til klassikerne”.