Martin Toft Madsens timerekordforsøg skal udføres den 11. januar
Den danske enkeltstartsmester og vinder af blandt andet det klassiske franske Chrono des Nations enkeltstartsløb, Martin Toft Madsen, har rykket sit planlagte timerekordforsøg fra den 12. til 11. januar. Dermed skal rekordforsøget foregå i forbindelse med et stævne arrangeret af DBC i Ballerup Super Arena.
“Forberedelserne frem mod den 11. januar går godt. Jeg har fået testet en masse udstyr og positioner, så der er optimeret på en del punkter. Jeg er startet lidt med noget højdetræning, hvor jeg har fået tilknyttet Frank Jakobsen som high performance coach. Det har kroppen det faktisk fint med, trods de nye tiltag, der belaster kroppen lidt ekstra. Jeg håber selvfølgelig at slå Mikkels rekord, men har nok ikke helt samme formtop her i januar som i sæsonen”, forklarer BHS Almeborg-Bornholm rytteren, og udtrykker glæde ved at rekordforsøget nu bliver åbent for publikum. “Det bliver spændende nu, når der er kan komme publikum ind se forsøget, og jeg håber da også der kommer en masse mennesker, som kan være med til at give de sidste procenter”.
Den danske timerekord indehaves af U23 verdensmester i enkeltstart Mikkel Bjerg, der i oktober på Odense Cykelbane kørte 52.311 meter på de 60 minutter. Martin Toft Madsen kørte i februar 52.114 meter, men fik siden frataget rekorden, grundet en positiv dopingtest, der skyldtes forurening gennem et kosttilskud.
Verdensrekorden indehaves af britiske Bradley Wiggins, og lyder på 54.526 meter, og blev sat i London 2015.
Billetter til rekordforsøget kan købes via bikenrun.dk/collections/event-billetter. Rekordforsøget indledes kl. 17:30. Billetten gælder naturligvis også til det efterfølgende stævne med masser af cykelløb.