Produktnyheder

Michael Mørkøv stiller op til Copenhagen Bike Show

Den 1. og 2. marts 2025 afvikles Copenhagen Bike Show for tiende gang. Lokomotivværkstedet i København vil begge dage danne ramme om Skandinaviens største cykelmesse. Messen er et samlingspunkt for over 120 brands fra ind- og udland og blandt flere prominente deltagernavne er Michael Mørkøv, der holder et indlæg i egenskab af ny landstræner hos Danmarks Cykle Union.

Michael Mørkøv træder op på hovedscenen søndag den 2. marts 2025, kl. 12.00. Han får i den forbindelse følgeskab af Jesper Tikiøb fra Danmarks Cykle Union, der vil sætte ord og billeder på dette års PostNord Danmark Rundt, der for første gang i løbets historie skal til Bornholm. De to herrer vil tage deltagerne med i ”maskinrummet” og fortælle mere om tilstanden i den professionelle danske cykelverden.

Michael Mørkøv er en landets mest succesfulde og respekterede cykelryttere gennem tiderne. Han har en imponerende karriere bag sig i sadlen – både på landevej og på cykelbaner. Han er blandt andet tidligere verdensmester i parløb, olympisk mester, etapevinder i Vuelta a España, lead-out man på en række kendte cykelhold og dansk mester tre gange gennem hans 16-årige professionelle liv som cykelrytter.

Ny DCU-kaptajn ved roret
Ved indgangen til det nye år tiltrådte Michael Mørkøv jobbet som landstræner for det danske U23 og Herre Elite landshold. Danmarks Cykle Union får dermed en erfaren kaptajn ved roret, som kommer med en solid erfaring og en opdateret viden om cykelsporten. På Copenhagen Bike Show 2025 vil Michael Mørkøv løfte sløret for 2025-planerne og sætte ord på skiftet fra aktiv toprytter til nyudklækket landstræner.

“Vi er meget spændte på at høre mere om fremtidsplanerne fra den nye landstræner. Jeg tænker at Michael Mørkøv har gjort sig nogle gode tanker om, hvordan man kan videreudvikle dansk cykelsport, bevare kulturen og arbejde aktivt med talentmassen. Michael Mørkøv har en dyb indsigt i sporten og ved alt om, hvad det kræver at begå sig på øverste niveau”, udtaler Christian Ritter fra Copenhagen Bike Show.

Allerede i oktober 2024 blev det annonceret, at Michael Mørkøv fra årsskiftet skulle være ny træner for det danske landshold i landevejscykling. Den garvede cykelrytter har således haft god tid til at sætte sig ind i den nye rolle i spidsen for landsholdet. En af Mørkøvs store opgaver i 2025 bliver at forberede sig til VM i landevejscykling, der for første gang skal foregå på det afrikanske kontinent, nærmere bestemt i Rwanda.

Udover arrangementet med Michael Mørkøv byder Copenhagen Bike Show også på et møde med legenden Francesco Moser, der interviewes af Rolf Sørensen og Ole Ritter, foredrag af Christa Skelde og foredrag af Frederik Muff. Messen byder på alt nyt fra cykelbranchen, filmforevisninger, skattejagt for de mindste og i det hele taget vil messen emme af god cykelenergi i Lokomotivværkstedet.