Mikkel Bjerg drømmer stadig om at sætte timerekord
To gange i 2018 satte Mikkel Bjerg, der siden 2020 har kørt for UAE Team Emirates, dansk timerekord. Det gjorde han blandt andet i jagten på Bradley Wiggins daværende timeverdensrekord og i stor konkurrence med landsmand Martin Toft Madsen.
“For mig er timerekorden en unik chance for at måle sig ved tidernes bedste enkeltstartsryttere. Jeg drømte om at kunne slå Bradley Wiggins rekord. I en periode af min karriere brugte jeg næsten alle vågne timer på at optimere mit næste rekordforsøg”, fortæller Mikkel Bjerg til CyclingWorld.dk.
Men Bjerg er ikke færdig med at jagte cykelsportens mest prestigefyldte rekord. “Jeg kommer helt sikkert til at forsøge igen. Ikke kun for at jagte en verdensrekord, men for at se hvor langt jeg kan komme i mit livs form”, uddyber Bjerg overfor CyclingWorld.dk her i februar 2025.
Den nuværende timeverdensrekord indehaves af italienske Filippo Ganna og lyder på 56.791 meter. Martin Toft Madsen har den danske rekord lydende på 53.975 meter.
Foto: Jesper Skovbølle.