Mini 6-dagesløbet er dansk banecyklings vugge
Siden 1977 har der i forbindelse med det københavnske 6-dagesløb været afviklet et Mini 6-dagesløb for ryttere mellem 12 og 14 år. En unik ting, der ikke foregår andre steder i verden, og en begivenhed, der har enorm betydning for talentudviklingen i dansk banecykling.
Af Kenneth Møller Kristensen
Igen i 2019 blev der kørt Mogens Lind Mini 6-dagesløbet, hvor par nr. 7, Theodor Storm/Magnus Ritz sejrede forholdsvis suverænt. Løbet blev super succesfuldt afviklet, og mon ikke vi kommer til at se flere af de deltagende ryttere i det professionelle 6-dagesfelt i fremtiden. For langt de fleste af både tidligere og nuværende danske banestjerner har begået sig i Mini 6-dagesløbet. Helt tilbage i 1983 i Forum vandt den nuværende 6-dagessportschef og tidligere par nr. 7, Jimmi Madsen, løbet. Marc Hester vandt i 1999, og vinderlisten fra dagene i Forum indeholder også kendte cykelnavne som, Jimmy Hansen, Henrik Simper, Lars Bonde og Mads Christensen.
Et af årets stjerneskud i Bilka 6-dagesløbet, Oliver Wulff Frederiksen kørte Mini 6-dagesløbet i 2014, hvor Matias Malmberg vandt, banelandsholdrytter Frederiks Rodenberg gjorde det i 2012 og Andreas Stokbro/Andreas Kron, der var par nr. 15 i årets Bilka 6-dagesløb, vandt Mini 6-dagesløbet i 2011.
Ovenstående er bevis for den betydning som Mini 6-dagesløbet har for at udvikle og fastholde unge talenter i dansk banecykling.
“Mini 6-dagesløbet er uden tvivl højdepunktet for vores unge ryttere. Det er det rytterne træner frem mod hele vinteren, og det som holder de unge i banesporten”, forklarer Bjarne Kratholm, der sammen med sin datter Simone Smith Larsen er ansvarlig for Mini 6-dagesløbet og forberedelserne dertil, hvilket foregår i regi af cykelklubben DBC. “Rigtig mange af de ryttere, der nu dominerer i dansk banecykling, har været igennem vores system i DBC, og der er ingen tvivl om, at 6-dagesløbet har en enorm betydning for talentudviklingen af danske baneryttere. Man kan sagtens kalde Mini 6-dagesløbet for banesporten vugge, hvor rytterne bliver gjort klar til fremtiden som banerytter”, uddyber Bjarne Kratholm, der også kan nævne, at ryttere som Julius Johansen, Rasmus Lund, Mikkel Bjerg og ikke mindst Amalie Dideriksen har deltaget i løbet.
Mini 6-dagesløbet handler ikke kun at få kørt noget godt cykelløb. Det handler også om at lære rytterne, hvordan man kører parløb, og hvordan man opfører sig både som banerytter, men også som cykelrytter og menneske generelt. “Vi har ofte udenlandske besøgende, og vi får altid ros for, hvor organiseret det hele forgår. Vi har i 2016, 2017 og 2018, haft et par med fra Californien, og efterfølgende har vi fulgt med i deres udvikling af børne parløb, i hele vest USA. Vi går meget op i at lære rytterne hvordan cykelsporten hænger sammen, men også at de skal have respekt for hinanden, og opføre sig ordentligt både på og udenfor banen”, afslutter Bjarne Kratholm.
Mini 6-dagesløbet 2020 skal afvikles den 30. januar til 4. februar.
Bogen 6-dagesløb indeholder et kapitel med mere baggrundsviden om Mini 6-dagesløbet. Bestil bogen her.