Moser satte nye standarder for aerodynamik
Over vinteren bringer CyclingWorld.dk en række artikler med udgangspunkt i cykelsportens mest prestigefyldte rekord, timerekorden.
Den 19 . januar 1984 slog Franceso Moser Eddy Merckx berømte timeverdensrekord fra 1972.
Moser kørte i Mexico, hvor både Ole Ritter og Merckx også havde sat deres timeverdensrekorder. Sidstnævnte nåede ud på 49.431 meter.
Den nye rekord lød på 50.808 meter, men fire dage senere udbyggede Moser rekorden til 51.151 meter. Rekorderne blev sat på Velodromo Centro-Deportivos i 2300 meters højde.
De første 10 km kørte han i elleve minutter og 32 sekunder, efter 23 minutter og 21 sekunder havde Moser kørt 20 km. Uret stod på 35 minutter og syv sekunder, da 30 km var passeret. 40 km blev nået efter 46 minutter og 52 sekunder, mens 50 km blev passeret efter 58 sekunder og 40 sekunder.
Moser kørte med pladehjul, en specielt designet aerodynamisk cykel og dragt, og så benyttede han i øvrigt bloddoping. Starten på en ny måde at slå rekorder på. Cyklen vejede hele 9,6 kg, hvilket var næste dobbelte så meget som vægten på den cykel Merckx havde benytte tolv år tidligere.
Moser satte på flere områder en ny standard. Ideen var opstået hos sponsoreren Enervit, og efter en række test mente Moser, at det var muligt at slå rekorden. Med i projektet var professor Francesco Conconi og læge Michele Ferrari. Begge senere dømt for at dope atleter . De sørgerede for at optimere Mosers blodværdier til præstationen. Moser har indrømmet han benyttede bloddoping til rekorden, men dette var ikke forbudt på dette tidspunkt .
Senere ændrede den internationale cykelforbund (UCI) i 1997 reglerne for timerekorden, og Merckx’ rekord blev igen udgangspunktet .