Ny dansk rekord og verdens næstbedste tid af Martin Toft Madsen
Martin Toft Madsen kørte torsdag 53.619 meter på sit timerekordforsøg i Mexico. Distancen er dansk rekord, men ikke verdensrekord, som danskeren havde håbet på. Desuden er det banerekord på banen i Aguascalientes.
Toft Madsen indledte rigtigt flot, og havde længe den rette gennemsnitsfart men mistede power og gennemsnitsfarten faldt.
Bradley Wiggins verdensrekord lyder på 54.526 meter. Danskerens tid er dog den næstbedste nogensinde siden regelændringen omkring brug af udstyr i 2014. Den tidligere danske rekord havde Martin Toft Madsen med sine 52.324 meter i Ballerup Super Arene den 11. januar i år.